Mads er vred på Norwegian: - Snedigt udtænkt svindelnummer

Masser af danske flykunder føler sig snydt, fordi Norwegian ikke vil betale dem pengene tilbage for aflyste fly under coronakrisen. Minister afviser at kunne gøre noget som helst

Mads Wedderkopp er bestemt ikke tilfreds med Norwegian, efter de har nægtet at betale ham pengene tilbage for en aflyst rejse. Privatfoto
Mads Wedderkopp er bestemt ikke tilfreds med Norwegian, efter de har nægtet at betale ham pengene tilbage for en aflyst rejse. Privatfoto

Ligesom mange andre Norwegian-kunder føler den 59-årige kommunikationsrådgiver Mads Wedderkopp sig snydt af Norwegian. Han og familien bestilte før coronakrisen fire flybilletter til Mallorca. Prisen var 11.500 kr.

- Så begynder der at komme flere og flere alarmerende rapporter om corona. Vi får også forskellige mails fra Norwegian, hvor de skriver, at det ser sort ud, siger han og uddyber:

- De giver én det klare indtryk, at man skal se at få fingeren ud og få afbestilt sin rejse. De opfordrer én til at veksle sin rejse til point, som man kan bruge senere, men jeg vil hellere have mine penge retur.

Det skrev Norwegian i deres mails

'The majority of our aircraft that we would usually use to fly you and our other 10 million members to new destinations around the world are now grounded, although some of the planes are still operating domestic routes in Scandinavia.' 7.4.2020

'We're now giving you the opportunity to either change your flights or to convert your tickets to travel credit in CashPoints.'

'At hjælpe dig med at ændre dine rejseplaner, er fortsat vores højeste prioritet.' 20.5.2020

'Vi forstår, at du ønsker fleksibilitet i forbindelse med dine rejseplaner som følge af den megen usikkerhed omkring Covid-19. Derfor tilbyder vi muligheden for at veksle dine billetter til CashPoints …' 20.5.2020.

Fire måneder efter han bad om pengene, fik han en mail, hvor han blev afvist med argumentet om, at han selv havde aflyst - dermed kunne han ikke kræve refusion.

Siliane Bjerre er en af mange utilfredse Norwegian-kunder. Foto: Stine Tidsvilde Erhvervsnyheder Kunder er rasende: - Jeg bliver virkelig hidsig

'Bondefangeri'
Han kalder det mere end 'bondefangeri'.

- Det er et snedigt udtænkt svindelnummer med det simple formål at lokke kunderne til selv at afbestille, inden Norwegian bliver tvunget til det og dermed er forpligtet til refusion, siger han og fortsætter:

- Det er min klare oplevelse, at Norwegian aflyste denne her rejse, men efterfølgende, når man nærlæser deres mails, kan jeg godt se, at der ikke er en formel aflysning. Men man efterlades med indtrykket af, at rejsen er aflyst, og at det er op til mig, hvad der skal ske.

Han og familien ville gerne afsted trods coronasituationen.

- Vi bestilte efterfølgende nogle andre billetter med SAS, så vi kom afsted til Mallorca på samme tidspunkt. Det var nemlig ikke, fordi vi ikke ville afsted. Det var grundet Norwegians kommunikation.

Der er ikke megen forståelse af hente fra Norwegian i forhold til sagen om Mads Wedderkopp. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Der er ikke megen forståelse af hente fra Norwegian i forhold til sagen om Mads Wedderkopp. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
 

Norwegian: Forstår ikke at folk føler sig snydt

Ekstra Bladet har spurgt Andreas Hjørnholm, der er kommunikationschef for Norwegian i Danmark, hvorfor man ikke vil betale pengene tilbage til Mads Wedderkopp.

Kan du forstå, at han føler sig snydt?

- Nej det kan jeg ikke. Af de mails, som jeg set, er det et tilbud i en coronasituation til de kunder, som er i tvivl. Mange har bestilt rejser, som ikke vil afsted. Der laver vi det tilbud til kunderne. Normalt har man ikke krav til refusion, men i den her ekstraordinære situation tilbød vi, at man kunne få refunderet billetten frem for, at den skulle gå tabt.

- Men han ville jo gerne afsted. Han ender også med at tage med SAS dagen efter, han skulle have været afsted?

- Okay, men vi sender det her tilbud, fordi vi ved, der er mange, der er nervøse, og det er fuld forståeligt, at folk er det. Derfor gør vi det. 

- Blev hans fly aflyst?

- Det er formentlig blevet aflyst. Men ifølge vores betingelser så træder en aflysning først kraft, når det kommer direkte fra os, at flyet er aflyst.

- Kan du forstå. hvis folk føler sig snydt?

- Nej, det kan jeg ikke, men jeg er da ked af at høre det. Det er i hvert fald ikke vores intention.

- Djævlens advokat vil så spørge, om det ikke netop er jeres intention at forvirre kunderne, så de selv aflyser og dermed slipper I for at betale refusion?

- Nej, det kan jeg klart afvise. Vi er et flyselskab, og vi lever af at transportere kunder.

Tilbud
- Du snakker meget om det her tilbud til kunderne.  Men da I giver det her tilbud, så burde I jo vide, at stort set alle fly alligevel ville blive aflyst. Og så ville kunderne jo få deres penge tilbage uden problemer. Så hvor godt et tilbud er det lige?

- På det tidspunkt er det hele meget uklart. Vi har selvfølgelig en ide om, at mange af vores fly ville blive aflyst. Men vi vidste ikke helt hvilke. Det kom også an på restriktionerne for de forskellige lande, som jo hele tiden ændrede sig.

- Så du kan ikke forstå, hvor nogen synes, at tilbudet klinger lidt hult. For hvis I ikke havde givet dem tilbudet, men ladet flyene blive aflyst af sig selv, havde de jo fået deres penge tilbage?

- Nej, det kan jeg ikke. Som sagt var fremtidsudsigterne meget usikre, men jeg kan godt forstå frustrationerne.

Minister om rasende kunder: Kan intet gøre

For alle de kunder, som ifølge flyselskaberne selv har aflyst deres rejse, er der ikke megen hjælp at hente fra transportminister Benny Engelbrecht. Og så er det lige meget, om de er blevet lokket til at aflyse deres rejser.

Det fremgår af et svar til Transportudvalget, som ministeren er kommet med, efter Hans Kristian Skibby (DF) havde spurgt ind til, hvad han agtede at gøre for de kunder, som var blevet vildledt. 

'Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er den styrelse, der behandler klager over aflyste eller forsinkede fly. Styrelsen har dog ikke mulighed for at behandle en klagesag, der drejer sig om refusion af flybilletter, når den enkelte passager selv har aflyst sin billet.'

Han henviser derfor til andre klageinstanser.

'Hvis man som passager selv har aflyst sin flyrejse, herunder også i de tilfælde hvor man eventuelt har følt sig vildledt til det, kan man rette henvendelse til Center for Klageløsning eller Forbruger Europa.'

Sådan kan du som flykunde få dine penge

Hvis et flyselskab aflyser din rejse, har du ret til at få dine penge retur.

Derfor skal du altid først tage kontakt til flyselskabet.

Flyselskabet kan også tilbyde dig en voucher eller et tilgodebevis, men du har ret til at sige nej og få dine penge tilbage.

Tager du imod en voucher, kan du miste pengene, hvis flyselskabet senere går konkurs.

Det er meget vigtigt, at du aldrig selv aflyser din flyrejse, for så har du ikke ret til at få dine penge retur.

Og så er det lige meget om flytrafikken står stille pga. coronakrisen.

Det eneste, du kan få tilbage, er de skatter og afgifter, som du har betalt i forbindelse med købt af rejsen.

 

Hvis du har købt billetterne igennem en tredjepart, f.eks. expedia eller flybillet.dk, skal du først kontakte dem. Hvis de ikke vil hjælpe dig, skal du forsøge at få pengene tilbage fra flyselskabet.

- Det er vores juridiske vurdering, at det er flyselskabet og ikke tredjeparten, som skal gøres ansvarlig for at refundere pengene, siger Alex Kirkeberg fra flyhjælp.dk.

Har du købt billetterne på et internationelt kreditkort, f.eks. Mastercard, har du mulighed for at få dine penge tilbage.

- Men det er ikke alle banker, som tilbyder det, og det er også forskelligt, hvilke kreditkort der kan bruges, siger Alex Kirkeberg fra flyhjælp.dk.

Hvis du har brugt et almindeligt dankort, kan du forsøge at gøre en indsigelse igennem banken. 

- Jeg har hørt, at flere forbrugere har fået pengene tilbage fra en rejse ved at gøre indsigelse. Jeg synes faktisk, at det er helt oplagt at opfordre folk til det, har vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Han understreger dog, at der ikke er nogen facitliste for, hvad man kan gøre indsigelser mod.

Hvis flyselskabet ikke udbetaler dig dine penge, har du mulighed for at klage til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Hvis du selv har aflyst din rejse og vil klage over sagen, kan du rette henvendelse til Center for Klageløsning eller Forbruger Europa.

Absolut sidste udvej må betegnes at være en retssag. Det er både usikkert og koster penge.

115 kommentarer
Vis kommentarer