Mærsk siger farvel til olie med børsnotering af Maersk Drilling

Maersk Drilling er torsdag kommet på børsen i København og har en markedsværdi på knap 24 milliarder kroner.

A.P. Møller-Mærsk skiller sig torsdag af med datterselskabet Maersk Drilling, som bliver børsnoteret selvstændigt på fondsbørsen i København.

Børsnoteringen af Maersk Drilling er et resultat af Mærsk-koncernens strategi om at bevæge sig ud af olieindustrien.

Aktien starter i kurs 570, hvilket værdisætter selskabet til omkring 23,7 milliarder kroner.

Der er ikke solgt nye aktier i forbindelse med børsnoteringen, hvor de eksisterende aktionærer i Mærsk til gengæld har fået tildelt aktier i Maersk Drilling.

Spændingen op til børsnoteringen er primært gået på, hvor meget Maersk Drilling ville være værd.

Maersk Drilling udlejer borerigge og -skibe til oliebranchen, der kan lede efter og udvikle olie- og gasfelter under havet.

Mærsks strategi om at gå ud af olieindustrien blev offentliggjort i 2016.

Siden har selskabet skilt sig af med Maersk Oil og rederiet Maersk Tankers. Maersk Drilling er den sidste store klump, der nu flyver fra reden.

Oprindeligt var det planen at sælge Maersk Drilling, men da det ikke lykkedes at finde en køber, valgte Mærsk i stedet at sende selskabet på børsen.

På børsen har selskabet fået navnet The Drilling Company of 1972. Det henviser til året, hvor Maersk Drilling blev stiftet.

Mærsk var tidligere et selskab med en lang række selskaber inden for en stribe brancher.

Ud over at skille sig af med olieselskaberne har Mærsk de seneste år solgt sine store aktieposter i Danske Bank og Dansk Supermarked.

Tilbage er et selskab fokuseret på ét forretningsområde, påpeger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

- Børsnoteringen markerer overgangen fra et konglomerat med en række forskellige forretningsområder til at være et mere fokuseret og rendyrket transport- og logistikselskab med fokus på containere.

- Der bliver sat punktum på den koncentration af selskabet, som Mærsk har villet lave, siger Per Hansen.

Efter børsnoteringen er Mærsk-koncernen dog ikke helt ude af olien.

Selskabet ejer fortsat Maersk Supply Service, der leverer services til olieindustrien - blandt andet varer til skibe og olieplatforme.

Men efter i flere år at have forsøgt at finde en fremtidig løsning for selskabet indstillede Mærsk for nylig den proces og vil nu fortsætte med at være ejer.

Det udgør dog under to procent af Mærsk-koncernen.

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere