Medie: Omkring 1000 milliarder bliver undersøgt i Danske Banks hvidvasksag

Pengeoverførsler på næsten 1000 milliarder kroner bliver kigget igennem i Danske Banks hvidvasksag.

Samlede transaktioner på 960 milliarder kroner bliver undersøgt i Danske Banks hvidvasksag. 

Det skriver Wall Street Journal, der henviser til anonyme kilder. 

Fredag eftermiddag falder Danske Banks aktiekurs med 6,2 procent.

Danske Bank er på trapperne med en intern undersøgelse af sagen om hvidvask, der er foregået i bankens estiske filial.

Det er i forbindelse med den, at pengeoverførsler til en værdi af 960 milliarder kroner bliver kigget efter i sømmene.

Pengene er blevet ført ind og ud af banken i perioden 2007-2015, men det er uvist, hvor stor en del af transaktionerne der er relateret til hvidvask.

Estiske myndigheder har tidligere fortalt, at hvidvaskningen typisk er foregået gennem flere overførsler gennem banken.

Derfor er de samlede overførsler ikke nødvendigvis et udtryk for, hvor mange penge der er blevet vasket rene.

Berlingske Business har tidligere anslået, at mindst 53 milliarder kroner er blevet hvidvask gennem banken.

Avisen har afsløret, at filialen i Estland er blevet brugt til hvidvask fra alt fra den russiske efterretningstjeneste til styret i Aserbajdsjan.

I 2015 valgte banken at lukke ned for den portefølje af udenlandske kunder, som har stået for de mistænkelige overførsler i Estland.

Danske Bank har sagt, at den offentliggør resultatet af den interne undersøgelse i løbet af september.

Inden da bør man være påpasselig med at fortolke tallene, lyder det fra bestyrelsesformand Ole Andersen.

- Enhver konklusion skal baseres på bekræftede fakta frem for enkeltstående oplysninger, der er taget ud af sammenhæng, siger han i en skriftlig kommentar til Wall Street Journal.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen