Medie: SAS beder sine ansatte gå 20 procent ned i løn

SAS-ledelsen er kommet med et forslag om lønnedgang for at mindske økonomiske konsekvenser af coronaudbruddet

Flyselskabet SAS føler sig økonomisk udfordret, efter at coronavirusset fortsat spreder sig yderligere i de nordiske lande, skriver Dagens Næringsliv. (Arkivfoto). Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Flyselskabet SAS føler sig økonomisk udfordret, efter at coronavirusset fortsat spreder sig yderligere i de nordiske lande, skriver Dagens Næringsliv. (Arkivfoto). Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Luftfartsselskabet SAS beder sine ansatte gå 20 procent ned i løn i en periode på tre måneder på grund af udbruddet af coronavirus.

Det fortæller SAS' pressechef i Danmark, Kristoffer Meinart, til Ritzau. Han siger, at det også vil berøre ansatte i Danmark.

- Forslaget er et resultat af det coronaudbud, vi ser, og den afmatning i markedet og lavere efterspørgsel efter flyvninger hos SAS, siger han.

I en intern e-mail fra SAS' personalechef, som er sendt til de ansatte tirsdag eftermiddag - og som det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv har set - fremgår det, at SAS har indledt forhandlinger med alle relevante fagforeninger om forslaget.

- SAS vil invitere ledelsen i fagforeningerne til at diskutere muligheden for, at alle SAS-ansatte reducerer arbejdstiden med 20 procent og et tilsvarende cut i lønnen for en periode på tre måneder, skriver personalechef Carina Malmgren Heander i mailen ifølge Dagens Næringsliv.

Endvidere skriver Carina Malmgren Heander, at situationen påvirker 'hele koncernen'.

Lønnedgangen skal ske på grund af den 'nuværende markedssituation', hvor mange luftfartsselskaber er under økonomisk pres på grund af coronavirus.

Det er indtil videre et forslag, som skal besluttes med fagforeningerne.

Arbejdstiden vil også blive reduceret tilsvarende, siger Kristoffer Meinart.

Det betyder, at hvis man i sidste ende bliver enige om at skære lønnen med ti procent, vil arbejdstiden blive reduceret med det samme.

- Vi har hele tiden meldt ud, at vi ville kigge på vores virksomhed og se på, hvor det er muligt at spare henne.

- Og vi gør simpelthen det her for at udvise rettidig omhu for at undgå at komme dertil, hvor vi skal fyre folk, siger Kristoffer Meinart.

Derimod er beslutningen om, at ledelsen i SAS skal gå 20 procent ned i løn allerede truffet med øjeblikkelig virkning, siger han.

Ledelsen vil - modsat andre ansatte - opretholde det samme antal timer, skriver Dagens Næringsliv.

SAS er ikke det eneste flyselskab, der indtil videre er blevet påvirket negativt af spredningen af coronavirus.

Tidligere tirsdag meddelte det norske luftfartsselskab Norwegian, at det aflyser 3000 af sine afgange fra midten af marts til midten af juni.

Det skyldes, at selskabet den seneste uge har haft svært ved at sælge sine billetter. Det betyder også, at personale bliver sendt hjem.

249 kommentarer
Vis kommentarer