Medier: Briterne vil suspendere udleveringsaftale med Hongkong

USA's Pompeo besøger London for blandt andet at tale om Kina. Samtidig ventes nyt, britisk diplomatisk træk

Udenrigsminister Dominic Raab ventes at meddele suspenderingen af udleveringsaftalen i parlamentet mandag. Foto: Hannah Mckay/Reuters
Udenrigsminister Dominic Raab ventes at meddele suspenderingen af udleveringsaftalen i parlamentet mandag. Foto: Hannah Mckay/Reuters

Storbritannien ventes mandag at suspendere landets udleveringsaftale med Hongkong.

Dermed kan spændingerne mellem briterne og Kina blive øget yderligere, efter at der er blevet indført en såkaldt sikkerhedslov for den tidligere britiske koloni.

Det skriver The Times og Daily Telegraph på baggrund af anonyme kilder.

Udenrigsminister Dominic Raab beskyldte søndag Kina for 'grove' krænkelser af menneskerettighederne.

Han ventes at meddele suspenderingen af aftalen i parlamentet mandag.

Udenrigsministeriet har afvist at kommentere. Dermed står det ikke klart, hvad der præcist ligger til grund for den ventede beslutning.

Canada og Australien har allerede suspenderet deres udleveringsaftaler med Hongkong. USA overvejer angiveligt noget lignende.

Da Australiens premierminister, Scott Morrison, droppede udleveringsaftalen, forklarede han det blandt andet med, at den nye sikkerhedslov udgør 'en fundamental forandring af de omstændigheder, der har været omkring vores udleveringsaftale med Hongkong'.

Alle australiere bliver nu advaret om, at der er en øget risiko for at blive anholdt i Hongkong.

Sikkerhedsloven har blandt andet gjort det ulovligt at demonstrere for et uafhængigt Hongkong. Den har også generelt indskrænket frihedsrettighederne for byens borgere.

Den britiske regering har været utilfreds med Kinas håndtering af de prodemokratiske demonstrationer i Hongkong.

Briterne er også af den opfattelse, at Kina ikke har fortalt hele sandheden om coronavirusudbruddet.

Derudover valgte den britiske regering sidste uge at udelukke den kinesiske telegigant Huawei fra at deltage i udbygningen af 5G-netværket i landet.

Alle teleselskaber skal derfor have fjernet alle Huawei-dele fra deres 5G-netværk senest i 2027. Det skyldes en ny risikovurdering af Huawei.

Kina har på den anden side beskyldt Storbritannien for at lefle for USA.

Søndag advarede Kinas ambassadør i Storbritannien om, at der ville komme et hårdt modsvar, hvis briterne begyndte at sanktionere kinesiske embedsmænd.

Kommer suspenderingen af aftalen som ventet, vil den blive meddelt, samme dag som USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kommer på besøg i hovedstaden London.

Her skal Pompeo både mødes med premierminister Boris Johnson og udenrigsminister Raab.

Forholdet til Kina og Hongkong ventes at være et blandt flere emner på dagsordenen.

Efter to dage i London rejser Pompeo 22. juli til Danmark, hvor han blandt andet skal mødes med statsminister Mette Frederiksen (S).

2 kommentarer
Vis kommentarer