Milliardær-par købte sig ind i selskab for tre år siden: Nu er det gået konkurs

Parret Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen købte sig for tre år siden ind i skisportsfirmaet Blacksnow. Nu er selskabet gået konkurs, men selve driften fortsætter

Pandora-parret Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen har penge. Masser af penge. Og det udnyttede de for tre år siden til at købe sig ind i skisportsfirmaet Blacksnow, der sælger tøj og udstyr til skiferien.

Men det går tilsyneladende ikke helt, som det skal.

Allerede i juni, da Blacksnow offentliggjorde sit regnskab for 1. juli 2016 til 31. december 2017, blev der sat spørgsmålstegn ved den fortsatte drift.

I perioden havde virksomheden tabt 1,67 millioner kroner, og det beløb fik det samlede tab de seneste tre år op på over tre millioner kroner.

Og nu har de taget konsekvensen. Selskabet Blacksnow ApS er begæret konkurs ifølge Statstidende, men virksomheden kan alligevel fortsætte. Det skyldes, at ejerne har oprettet et nyt selskab, hvorfor firmaet kan køre videre.

Den manøvre betyder, at milliardær-parret har nedbragt deres ejerandel betydelig, mens andre er kommet til.

Det er fortsat en hemmelighed, hvor meget Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen helt præcist investerede i Blacksnow, men en ting er helt sikkert. De kommer ikke til at gå sultne i seng.

Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen er blandt Danmarks rigeste og har tjent kassen, efter de sammen stiftede Pandora for 40 år siden. I 2008 valgte de dog at sælge 60 procent af smykkevirksomheden for over en milliard, ligesom de har solgt ud af aktierne løbende.

Winnie Liljeborgs anslåede formue er på 4,9 milliarder kroner, og det gør hende til Danmarks fjerde rigeste kvinde, mens hun er i top 30 over Danmarks rigeste mennesker.

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere