Nærmer sig rekordhøjde: - Ingen havde set det komme

Øget optimisme for en coronavaccine og en ny hjælpepakke til amerikanerne sender aktiekurserne på himmelflugt i USA

Det amerikanske aktiemarked har kurs mod et rekordhøjt niveau efter otte fremragende dage i træk. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Det amerikanske aktiemarked har kurs mod et rekordhøjt niveau efter otte fremragende dage i træk. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix

I USA sprudler Wall Street af optimisme disse dage.

Det skyldes blandt andet den russiske præsident, Vladimir Putin, og muligheden for en ny hjælpepakke i USA.

Tirsdag steg aktierne nemlig igen i USA, hvor S&P 500-indekset nu nærmer sig rekordhøjde.

S&P 500 er et aktieindeks over 500 store amerikanske virksomheder som Google, Microsoft og Netflix. Man manglede tirsdag kun sølle ti point - eller 0,3 procent - fra at slå sin egen rekord fra 19. februar i år.

Se også: Putin: Rusland har vaccine mod covid-19

Tænder for kontakten
Tirsdag kunne Rusland som det første land i verden annoncere, at de har en vaccine klar, som sågar er testet på præsident Putins egen datter.

Den nyhed har sendt kurserne på himmelflugt, vurderer John Petrides, porteføljeforvalter hos Tocqueville Asset Management:

- Covid-19 slukkede virkelig lyset på økonomien. Det skete meget hurtigt, og håbet er i det store hele, at vi, så snart vi har en vaccine og distribuerer den til masserne, kan tænde for kontakten igen, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Disse dage stiger forventningen blandt investorerne ligeledes til, at politikerne i Kongressen bliver enige om at vedtage en ny hjælpepakke til at stimulere den amerikanske økonomi. Der er tale om en hjælpepakke på mellem 1000 og 3400 milliarder dollars, anslår eksperter.

Det amerikanske S&P 500-indeks er stort set tilbage på samme niveau som før coronakrisen. Foto: S&P 500
Det amerikanske S&P 500-indeks er stort set tilbage på samme niveau som før coronakrisen. Foto: S&P 500

Lave renter afgørende
Den vigtigste faktor for stigningen på aktiemarkedet i USA skal dog ses i lyset af de lave renter. Det mener Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit.

Selvom renten har været lav i en længere periode, er han overrasket over, hvor hurtigt aktierne har nået samme niveau:

- Ingen havde set det komme så hurtigt. Jeg er forundret over, at markederne har været villige til at prissætte aktierne på samme niveau som før krisen, når der er så stor usikkerhed om den her vaccine, siger han til Ekstra Bladet.

- Til gengæld er der det faktum, at renterne er kommet så langt ned, så der er rigtig mange, som ikke kan se sig selv investere andre steder end i aktiemarkedet, uddyber chefstrategen.

Han peger afslutningsvist på, at tredje kvartal ser ud til at blive markant bedre end det forrige, hvilket også skaber den positive stemning på Wall Street disse dage.

Den amerikanske præsident glædede sig også tirsdag over de nyeste tal fra S&P 500-indekset.

356 kommentarer
Vis kommentarer