Nedgang for Schmeichel

Efter mange år med stabile millionoverskud må Peter Schmeichel tage til takke med at gå i 0

Peter Schmeichel har trods et dårligt 2019 stadig kunnet trække et gedigent millionbeløb ud af sit selskab. Foto: Rumle Skafte
Peter Schmeichel har trods et dårligt 2019 stadig kunnet trække et gedigent millionbeløb ud af sit selskab. Foto: Rumle Skafte

Mens fodboldlegenden Peter Schmeichel de seneste år kontinuerligt har kunnet præsentere solide millionoverskud i sin egen virksomhed, så satte 2019 en brat stopper for den udvikling.

Her lød det samlede resultat på minus 5924 kroner, fremgår det af et nyt regnskab fra GD Holding Aps. 

I løbet af de sidste fire år har selskabet ellers samlet tjent mere end 15 millioner kroner, hvorfor 2019 må betegnes som lidt af en nedgang.

Det pauvre resultat skyldes i høj grad, at der i modsætning til de foregående år ikke har været nogen stor indtjening i Schmeichels datterselskab GD Procon Aps, der beskæftiger sig med 'underholdnings- og kommunikationsbranchen'.

Covid-19
Sådan kan det meget vel fortsætte i 2020, da covid-19 som bekendt har lukket ned for an masse sportsbegivenheder, f.eks. EM i fodbold, hvor Schmeichel må formodes at ville have haft en rolle.

Han refererer i hvert fald til den problemstilling i regnskabet for GD Procon Aps.

'Selskabet rammes via de generelle nedlukningstiltag bl.a. inden for sport, hvor det forventes at en del af selskabets omsætning i forbindelse med større sportsbegivenheder, vil blive udskudt til tidspunktet for afholdelsen af disse events'.

Selvom Schmeichel ikke fik noget overskud i sit selskab, så har han stadig trukket et større millionbeløb ud.

I regnskabet fremgår det således, at der er blevet udbetalt et ekstraordinært udbytte på 4,3 mio. kr. Det betyder også, at egenkapitalen i selskabet er faldet til 4,35 mio. kr.

25 kommentarer
Vis kommentarer