Noma genåbner som burgerbar

Den dyre og verdenskendte danske restaurant Noma genåbner som burgerbar, afslører køkkenchef

Nomas køkkenchef, René Redzepi, er klar med ny burgerbar kaldet Noma 3.0. Arkivfoto: Jens Dresling
Nomas køkkenchef, René Redzepi, er klar med ny burgerbar kaldet Noma 3.0. Arkivfoto: Jens Dresling

21. maj åbner Noma dørene igen for sultne gæster, men det bliver med et helt andet udtryk, end danskerne har været vant til.

Eller rettere end de danskere, der har haft råd til at smage restaurantens mad, er vant til.

Denne gang åbner restauranten det, de kalder for Noma 3.0, der i virkeligheden er en burger- og vinbar. Det skriver Politiken.

Burgerbaren vil åbne på Refshaleøen, og her vil en burger, der også findes i vegetar-version, koste 125 kroner. Vinen, der er udvalgt fra Nomas vinkælder, vil blive serveret til 95 kroner pr. glas.

- Vi tænkte, at det ville være helt vildt mærkeligt med det samme at åbne Noma igen bare som Noma. Vi havde en følelse af, at vi gerne ville være sammen med københavnerne. Og hvordan kunne vi gøre det? Vi dropper reservationer og laver en vinbar, hvor folk bare kan komme ind. Jeg kan virkelig godt lide lyden af sætningen: Lad os køre ud til Noma og få et glas vin, siger Nomas køkkenchef, René Redzepi, til Politiken.

Burgeren vil være en klassisk cheeseburger, som Noma mener, den er bedst - angiveligt uden tissemyrer og andre insekter.

Foran burgerbaren vil der blive opstillet bænke, og køkkenchefen fortæller, at der vil blive plads til over 100 personer - selv med to meters afstand mellem bænkene.

Ifølge Politiken vil den nye burger- og vinbar være åben torsdag til søndag fra klokken 13 til 21. Modsat Nomas oprindelige restaurant skal du ikke reservere plads.

257 kommentarer
Vis kommentarer