Norwegian sender 7300 ansatte hjem

Den norske stat står ifølge analytiker med flyselskabet Norwegians liv i sine hænder

Lavprisselskabet Norwegian er et de første selskaber, der har fået kniven for struben som følge af den næsten forsvindende flytrafik. Ifølge en analytiker er det op til den norske stat, om selskabet overlever eller ej. Foto: Ints Kalnins/Reuters
Lavprisselskabet Norwegian er et de første selskaber, der har fået kniven for struben som følge af den næsten forsvindende flytrafik. Ifølge en analytiker er det op til den norske stat, om selskabet overlever eller ej. Foto: Ints Kalnins/Reuters

Det norske lavprisflyselskab Norwegian fortsætter sin kamp for at overleve det drastiske fald i flytrafikken som følge af europæiske og andre regeringers tiltag mod spredningen af coronavirus.

Det betyder, at Norwegian mandag skruer op for aflysningerne, således at kun 15 procent af selskabets flyvninger er tilbage i kalenderen. De resterende 85 procent er aflyst.

Det betyder også, at ansatte i Norwegian bliver sendt hjem. Af Norwegians næsten 11.000 ansatte er cirka 7300 hjemsendt.

Norwegians koncernchef, Jacob Schram, beklager i en meddelelse hjemsendelserne, men mener ikke, at selskabet har noget valg.

- Det er virkeligt med tungt hjerte, at vi nu må hjemsende cirka 7300 af vores kolleger, men vi har desværre ikke noget valg, siger han.

- Jeg vil alligevel understrege, at dette er midlertidigt, for når verden vender tilbage til normalen, er det selvfølgelig mit mål at få vores kolleger tilbage.

Ifølge luftfartsanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen er Norwegians træk ikke så anderledes fra konkurrenterne i flybranchen.

Hele branchen står med store udgifter til personale og de fly, som i disse dage står tomme på jorden - og næsten ingen indtægter til at betale regningerne.

Derfor skal der gribes i pengekassen hos de forskellige selskaber. Og nogle steder er den ved at være tom.

- Hvis vi skal komme ud af den her coronakrise med rejsemuligheder, der bare rimeligt tilsvarer det, som vi har været vant til, er det kun én ting, der tæller: Det er penge, siger Jacob Pedersen.

- Staterne må ind at hjælpe med mellemfinansiering, garantier og muligvis kapital.

- Alternativet er, at de her flyselskaber ikke overlever. Norwegian har været ret eksplicit om det.

Ifølge Jacob Pedersen lyder det på Norwegians udmeldinger, som om den norske stat har været villig til at støtte selskabet for at holde det i live.

Men Norwegian er ifølge Jacob Pedersen et af de steder, hvor kassen er tom - og derfor er situationen ret simpel for det norske lavprisselskab og dens næsten 11.000 ansatte:

- Norwegian flyver på den norske stats nåde, siger han.

71 kommentarer
Vis kommentarer