Ny advokattvist udsætter afhøring af Roskilde Bank-boss

En tvist om nye papirer udsætter igen Finansiel Stabilitets afhøring af Roskilde Banks tidligere chef

Det kan trække ud, inden Niels Valentin Hansen, krakkede Roskilde Banks tidligere direktør, bliver afkrævet forklaring af Finansiel Stabilitet. Endnu en gang er advokaterne røget i flæsket på hinanden.

- Jeg kan ikke på nogen måde anerkende, at disse bilag er et udtryk for de faktiske forhold, siger Niels Valentin Hansens advokat Arvid Andersen mandag morgen i Østre Landsret.

Striden består i, at Finansiel Stabilitet har udarbejdet nogle hjælpebilag, som de gerne vil støtte sig op ad under afhøringen af Niels Valentin Hansen.

- Der er simpelthen blot tale om en opstilling af oplysninger tilknyttet de lån, vi skal tale om. Det er en oversigt, så vi slipper for at slå op i hver bevilling af hvert lån, siger Finansiel Stabilitets advokat Christian Alsøe.

Det vil Arvid Andersen dog ikke høre tale om.

- Jeg har prøvet at gennemgå listen sådan stikprøvevis. Jeg mener ikke, at oplysningerne er fuldstændige eller korrekte. Jeg mener ikke, at retten kan tillade dette her.

- Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at det er en illoyal fremstilling, siger han.

Dermed kan Finansiel Stabilitet ikke gå i gang med sin afhøring fra start mandag morgen. Det er uvist, hvornår afhøringen kan starte.

Allerede i starten af april blev afhøringen af Niels Valentin Hansen udsat flere dage, fordi advokaterne ikke kunne blive enige om, hvorvidt nye dokumenter i sagen kunne fremlægges.

Sagen om Roskilde Bank udløber af dens spektakulære krak i 2008. Efter en aggressiv vækst op til finanskrisen faldt banken fra hinanden, og efterlod aktionærer og ikke mindst statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet, med enorme tab.

Niels Valentin Hansen blev som tidligere mangeårig bankdirektør af mange anset for at være hovedårsagen til de enorme tab. Bestyrelsen blev opfattet som for svag til stoppe ham.

Han og flere andre medlemmer af Roskilde Banks tidligere ledelse er sagsøgt for en rund milliard plus renter af netop Finansiel Stabilitet, der overtog banken efter krakket.

Niels Valentin Hansen og den tidligere ledelse er anklaget for at have svigtet i långivningen ved at have sat gang i voldsom vækst, ikke have haft en god nok styring på udlånet og ikke at have fulgt Finanstilsynets advarsler.

3 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere