Nye fald udløser panikbremse på blodrød børs i USA

Toneangivende indeks i USA åbner med dyk. Børsens panikbremse blev udløst for tredje gang på seks handelsdage

Børsmæglerne på gulvet på børsen i New York leder grundigt efter gode investeringer, men mandag har de toneangivende aktier søgt i kulkælderen. Børsens automatiske panikbremse stoppede igen mandag handlen fra dagens start. Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Børsmæglerne på gulvet på børsen i New York leder grundigt efter gode investeringer, men mandag har de toneangivende aktier søgt i kulkælderen. Børsens automatiske panikbremse stoppede igen mandag handlen fra dagens start. Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix

De amerikanske aktiemarkeder fortsætter med at udvise meget store udsving. Igen mandag åbnede markederne med så store fald, at handlen på børsen i New York blev suspenderet i et kvarter.

Efter at handlen blev genoptaget, faldt det toneangivende S&P 500-indeks ni procent. Indeksene Nasdaq og Dow Jones lå begge med fald på over 11,5 procent, da handlen blev skudt i gang igen.

For at undgå paniske fald på børsen har amerikanerne indført nogle mekanismer, der kan suspendere handlen ved store fald.

Det første trin, der kan udløse et handelsstop, er, at det indekset S&P 500 falder med syv procent på en dag. Og det var, hvad der skete, da handlen begyndte mandag.

Det er tredje gang på de seneste seks handelsdage, at børsen i New York er åbnet med så store fald, at handlen er suspenderet, næsten lige efter at den er begyndt.

S&P 500-indekset er også kendt som det brede indeks med en lang række forskellige større selskaber. Derfor bruges det som strømpil.

Hvis S&P 500-indekset fortsætter med at falde, efter at handlen er sat i gang igen og rammer et fald på 13 procent på en enkelt dag, bliver handlen suspenderet i 15 minutter på ny.

Rammer indekset et fald på 20 procent på en dag, lukkes al handel for resten af dagen.

Der er to andre store indeks ud over S&P 500. Det er Nasdaq, der har mange teknologiselskaber i indekset, og Dow Jones, der traditionelt har været et indeks for de største industriselskaber, men i dag er en bredere kreds af selskaber.

Begge bruges dog til at illustrere udviklingen på børsen i New York.

Det er ikke kun i USA, at aktiehandlen tordner i gulvet mandag.

I Brasilien åbnede børsen i São Paulo med et fald på 12,5 procent ifølge nyhedsbureauet AFP. Også her førte faldet til et handelsstop. Det er femte gang på en uge.

Det danske og de europæiske markeder har også oplevet fald mandag. Omkring klokken 15.30 var det toneangivende danske indeks, C25-indekset, nede med lidt under fem procent.

De 24 selskaber i indekset - Både Mærsks A- og B-aktier er med i indekset - står til et samlet tab i markedsværdi på lidt under 100 milliarder kroner.

15 kommentarer
Vis kommentarer