OECD: Coronavirus kan gøre 2020 til værste år siden finanskrisen

Den nye coronavirus kan få store konsekvenser for verdensøkonomien, spår OECD

Sundhedsstyrelsen har her til formiddag offentliggjort omfanget af smittede og karantæneramte danskere - hør mere her. Video: Ritzau/Scanpix, AP / Producer: Lasse Brøndal

Den nye coronavirus, Covid-19, der lige nu er i færd med at blive spredt i blandt andet Europa, kan få stor betydning for økonomien verden over.

Sådan lyder meldingen fra verdensøkonomiorganisationen OECD i en rapport, der belyser de økonomiske konsekvenser af det nye virusudbrud.

Ifølge OECD vil virussen selv i det bedste tilfælde resultere i en opbremsning af økonomien i første halvår af 2020, fordi der sker svækkelser på flere parametre såsom turisme, forsyningskæder og generel tillid til økonomien.

I bedste fald vil verdensøkonomien opleve en vækst på 2,4 procent for året, som er et fald fra det 'allerede svage 2019', som landede på 2,9 procent.

Europa i recession
Men hvis smitten bliver spredt yderligere, kan den globale vækst ende på 1,5 procent, vurderer OECD. Det er en halvering af den forventning, man havde for året i november sidste år.

Ifølge OECD kan de tiltag, man laver for at begrænse smitten, ramme produktionen og forbruget, hvilket kan betyde, at Japan og eurozonen kan blive sendt i recession.

- Virussen risikerer at give et yderligere slag til den globale økonomi, der allerede var svækkede af handel og politiske spændinger. Regeringer er nødt til at handle med det samme for at begrænse epidemien, støtte sundhedssystemet, beskytte befolkningen, øge efterspørgslen og sørge for en økonomisk livline til de husstande og virksomheder, der er mest påvirket, lyder det fra OECD's cheføkonom, Laurence Boone, i en pressemeddelelse.

Anbefalingen fra OECD er, at man skal sætte ind for at bevare arbejdspladser, og man bør implementere midlertidige skatter og budget-tiltag, der kan polstre de sektorer, der bliver hårdest ramt af situationen, så som rejse- og turistbranchen.

LIVE
237 kommentarer
Vis kommentarer