Ølkongen giver datter mundkurv på

Karina Harboe Laursen sidder sammen med sine to søstre på magten i kriseramte Harboes Bryggeri. Men i et helt år må hun ikke sige et kvæk om selskabet

Da alt var fryd og gammen: Karina Harboe Laursen var udset til at efterfølge sin far Bernd Griese som direktør i Harboe. Efter tre måneder på posten blev hun dog erstattet af sin svoger. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Da alt var fryd og gammen: Karina Harboe Laursen var udset til at efterfølge sin far Bernd Griese som direktør i Harboe. Efter tre måneder på posten blev hun dog erstattet af sin svoger. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Over de seneste måneder har et sandt familiedrama udspillet sig i toppen af landets tredjestørste bryggeri, Harboe.

I efteråret 2019 overtog Karina Harboe Laursen direktørstolen efter sin far, Bernd Griese. Men blot tre måneder senere røg hun - sammen med den øvrige ledelse og formanden - ud igen.

I stedet overtog hendes svoger Søren Malling og faderen Bernd Griese magten i selskabet som henholdsvis direktør og formand.

Artiklen fortsætter under billedet...

'Hun kan tilføre nye ideer,' sagde Bernd Griese om sin datter, da hun tiltrådte som Harboe-direktør sidste år. Men ideerne rakte altså kun til tre måneder på posten, før hun blev erstattet af sin svoger. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
'Hun kan tilføre nye ideer,' sagde Bernd Griese om sin datter, da hun tiltrådte som Harboe-direktør sidste år. Men ideerne rakte altså kun til tre måneder på posten, før hun blev erstattet af sin svoger. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
 

Det dramatiske brud blev forklaret med 'strategisk uenighed', men den konkrete årsag er aldrig kommet frem. Og Karina Harboe Laursen fortæller nu til Ekstra Bladet, at hun har fået mundkurv på.

- Jeg vil sådan set meget gerne udtale mig. Men jeg må simpelthen ikke. For jeg har en tavshedsklausul, som først udløber ved årets afslutning, siger hun.

Bernd Griese er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Det er derfor uvist, hvorfor hans datter - efter blot tre måneder i direktørstolen - er blevet pålagt tavshed i et helt år.

Indgik aftale med far
Sagen om mundkurven gøres bestemt ikke mindre speget af, at 46-årige Karina Harboe Laursen sammen med sine to søstre sidste år fik overdraget en kontrollerende aktiepost i Harboe af forældrene.

Trods sin status som storaktionær må hun derfor ikke kommentere de mange kritiske historier, som den seneste tid er piblet frem om bryggeriet i Skælskør.

Ekstra Bladet har således afsløret, at Harboe siden 2001 har købt ind for et svimlende beløb på mere end 300 millioner kroner i daværende topchef Bernd Grieses private selskaber.

Hvem ejer Harboe?

Bernd Griese og hans tre døtre ejer 16 procent af aktierne i Harboes Bryggeri, mens de resterende 84 procent er ejet af andre aktionærer.

Familiens aktier er dog såkaldte A-aktier.

Det betyder, at døtrene - Karina Harboe Laursen, Vibeke Harboe Malling og Pernille Obling Griese - har lige over 50 procent af stemmerne i selskabet.

Dermed bestemmer de suverænt over bryggeriet.

Kilde: Regnskaber i Harboes Bryggeri

Historierne har affødt stor kritik: Investoren Nordea har krævet en forklaring, ligesom Dansk Aktionærforening har opfordret myndighederne til at undersøge, om Bernd Griese har forgyldt sig selv på bekostning af de øvrige aktionærer i det børsnoterede selskab.

- Jeg må simpelthen ikke sige noget som helst om det. Det er en aftale, der er lavet med Harboes bestyrelse, siger Karina Harboe Laursen, hvis far vel at mærke sidder for bordenden i bestyrelsen.

- Må du stille dig op på talerstolen og udtrykke din holdning, når Harboe i august holder generalforsamling?

- Jeg tror slet ikke, at jeg møder op, siger bryggeri-arvingen og afslutter samtalen.

Da Karina Harboe Laursen i december 2019 røg ud af Harboe, stoppede også selskabets salgsdirektør Kirsten Ægidius. Hun er underlagt en tavshedsklausul frem til oktober, oplyser hun til Ekstra Bladet.

Alle klapper i
Der er således slået en ring af tavshed omkring Harboe.

Trods gentagne henvendelser har hverken Bernd Griese selv eller andre i bryggeriet ønsket at svare på spørgsmål om de enorme indkøb i hans private selskaber.

Artiklen fortsætter under billedet...

Karina Harboe Laursen, som er uddannet fysioterapeut, og hendes to søstre er sjette generation af ejere fra Harboe-familien. Det er uvist, om de tre overhovedet er enige om kursen for selskabet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Karina Harboe Laursen, som er uddannet fysioterapeut, og hendes to søstre er sjette generation af ejere fra Harboe-familien. Det er uvist, om de tre overhovedet er enige om kursen for selskabet. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
 

Heller ikke hos hverken nuværende eller tidligere bestyrelsesmedlemmer findes der nogen lyst til at tale om sagen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Karina Harboe Laursens to søstre, Vibeke Harboe Malling og Pernille Harboe Obling, som både er ansatte og storaktionærer i det kriseramte bryggeri.

56 kommentarer
Vis kommentarer