Ølkongens fede fidus: Tørrede private villaer af på aktionærerne

Bernd Griese har solgt flere private ejendomme til det børsnoterede Harboes Bryggeri, hvor han selv var øverste direktør

Berndt Grieses personlige selskab var i 2016 i økonomiske problemer. Derfor var det belejligt for ham at sælge to millionvillaer til det børsnoterede bryggeri Harboes, hvor han selv skrev under som direktør. Foto: Mik Eskestad
Berndt Grieses personlige selskab var i 2016 i økonomiske problemer. Derfor var det belejligt for ham at sælge to millionvillaer til det børsnoterede bryggeri Harboes, hvor han selv skrev under som direktør. Foto: Mik Eskestad

Som mangeårig topchef for børsnoterede Harboes Bryggeri er 78-årige Bernd Griese ofte blevet kritiseret for at sætte sine egne interesser over aktionærernes.

Han har blandt andet ladet bryggeriet investere millioner af kroner i gaver til sin gode ven prins Henrik og resten af kongehuset. Dertil kommer et stort tab på den konkursramte fodboldklub FC Vestsjælland.

Og nu kan Ekstra Bladet afsløre, at Bernd Griese også har blandet sin egen og bryggeriets økonomi sammen.

I 2016 stod han nemlig bag Harboes køb af to villaer i Skælskør for 7,5 mio. kr. Sælgeren? Det var såmænd direktørens private selskab, Bernd Griese Holding.

- Den slags skal et børsnoteret selskab gøre alt for at undgå. Hvis jeg var aktionær, ville jeg altså bede Harboes Bryggeri lægge alt frem og bevise, at købsprisen var rimelig. Hvorfor skal bryggeriet overhovedet købe to villaer?, siger Ole Søeberg, formand i Dansk Aktionærforening.

Økonomiske problemer
Det har ikke været muligt at få et interview med Bernd Griese, som i efteråret 2019 trådte tilbage fra chefstolen og nu i stedet er blevet formand i Harboes.

Men i et skriftligt svar forklarer bryggeriet, at de to villaer skulle bruges som bolig til bryggeriets ansatte.

Det står dog også klart, at direktørens personlige selskab havde meget gode grunde til at sælge.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dette hus i udkanten af Skælskør solgte Bernd Griese i 2016 til Harboes Bryggeri, hvor han selv var direktør. Pris: 2,85 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan
Dette hus i udkanten af Skælskør solgte Bernd Griese i 2016 til Harboes Bryggeri, hvor han selv var direktør. Pris: 2,85 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan

2016 var nemlig på vej til at blive et miserabelt år for Bernd Griese Holding, som beskæftiger sig med frugtplantage og landbrug. At underskuddet det år 'kun' endte på 4,3 mio. kr., skyldtes hovedsageligt salget af de to villaer.

Ølkongen Bernd Griese

Født i 1941 i Tyskland.

Blev i 1971 gift med Kirsten Harboe, arving til Harboes Bryggeri.

Ansat på bryggeriet i 1973. Blev direktør i 1983.

Trådte tilbage 1. september 2019 og overlod posten til datteren Karina Harboe Laursen.

Datteren og formand Søren Stampe stoppede igen 12. december som følge af 'uenighed om strategien'.

Bernd Griese trådte til som formand, mens svigersønnen Søren Malling (gift med Vibeke Harboe Malling) blev adm. direktør.

Familien sidder kun på 16 pct. af aktierne, men har fortsat mere end 50 pct. af stemmeretten - og dermed magten - via såkaldte A-aktier.

Ekstra Bladet har spurgt Harboes, om den dårlige økonomi i Bernd Griese Holding spillede ind i direktørens beslutning om, at bryggeriet pludselig skulle være ejer af de to villaer.

'Nej,' lyder det kontante svar.

Desuden oplyser bryggeriet, at ejendomshandlerne blev underskrevet af både Bernd Griese selv og den daværende formand, advokat Anders Nielsen.

Anders Nielsen erindrer dog ikke at have skrevet under, fortæller han til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det hvide hus, som ligger ned til vandet i Skælskør, ejede Bernd Griese tidligere. Men i sommeren 2016 blev det solgt til Harboes Bryggeri for 4,6 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan
Det hvide hus, som ligger ned til vandet i Skælskør, ejede Bernd Griese tidligere. Men i sommeren 2016 blev det solgt til Harboes Bryggeri for 4,6 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan

Står til milliongevinst
De to villaer er ikke de eneste eksempler på handler mellem Harboes og Bernd Griese.

Nogle år tidligere købte den daværende direktør og hans hustru, Kirsten Harboe, nemlig et hus i Skælskør af bryggeriet for 1,6 mio. kr. For nylig har de sat huset til salg igen - nu for 2,7 mio. kr.

'Ejendommen har gennemgået en renovering og har været lejet ud til familie, som nu er fraflyttet,' skriver Harboes Bryggeri i en mail.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Dette hus i Skælskør købte Bernd Griese og hans hustru af Harboes Bryggeri for 1,6 mio. kr. Parret har nu sat det til salg for 2,7 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan
Dette hus i Skælskør købte Bernd Griese og hans hustru af Harboes Bryggeri for 1,6 mio. kr. Parret har nu sat det til salg for 2,7 mio. kr. Foto: Tariq Mikkel Khan

Før Bernd Griese købte huset af Harboes, havde det ikke været offentligt til salg. Men ifølge bryggeriet blev der lavet en uafhængig ejendomsmæglererklæring for at sikre, at alt foregik efter bogen.

Den kan Ekstra Bladet dog ikke få lov at se.

'Vi har ikke gemt dokumentation så mange år tilbage,' lyder forklaringen.

Solgte hus til datteren
Bernd Griese og hans hustru er ikke de eneste medlemmer af Harboe-familien, som har handlet ejendomme med det børsnoterede bryggeri.

I 2009 solgte Harboes et stort hus i Skælskør for 3,15 mio. kr. Køberen var direktør Grieses egen datter, Pernille Harboe Obling.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det hvide hus på billedet solgte Harboes Bryggeri i 2009 til direktørens datter, Pernille Harboe Obling. Foto: Tariq Mikkel Khan
Det hvide hus på billedet solgte Harboes Bryggeri i 2009 til direktørens datter, Pernille Harboe Obling. Foto: Tariq Mikkel Khan

'Det var ikke muligt for nærtstående parter at have personalebolig. Derfor solgtes ejendommen,' lyder forklaringen i en mail fra Harboes Bryggeri.

Huset havde ikke været til salg, inden datteren fik lov at købe det. Men ifølge Harboes blev der også i dette tilfælde lavet en uafhængig ejendomsmæglererklæring for at sikre, at bryggeriet - og dermed aktionærerne - ikke blev snydt.

Erklæringen findes dog ikke længere, oplyser bryggeriet.

101 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere