Ørsteds topchef stopper

Henrik Poulsen fratræder senest 31. januar 2021 som topchef for Ørsted. Jagten på efterfølgeren er indledt

Ørsteds administrerende direktør stopper. Foto: Jens Dresling
Ørsteds administrerende direktør stopper. Foto: Jens Dresling

Efter otte år som administrerende direktør for Ørsted er det til næste år slut for Henrik Poulsen.

Han har nemlig opsagt sin stilling, som har dog fortsætter i frem til senest 31. januar 2021.

Det oplyser selskabet mandag i en meddelelse til fondsbørsen.

- Jeg har konkluderet, at det er det rette tidspunkt for mig at træde tilbage og frigøre tid til at forfølge nye udfordringer, siger Henrik Poulsen i meddelelsen.

Han fortæller, at han endnu ikke har besluttet, hvad fremtiden skal bringe.

- Før jeg åbner en ny dør, vil jeg gerne sikre, at jeg varetager min rolle som administrerende direktør for Ørsted fuldt ud.

- Derfor vil mit fokus i den kommende tid udelukkende være på Ørsted, siger han.

Henrik Poulsen forlader dog ikke Ørsted fuldstændig.

Han er nemlig blevet nomineret til at indtræde i Ørsteds bestyrelse ved generalforsamlingen i marts 2021.

Bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen takker i meddelelsen Henrik Poulsen for hans store indsats.

- Vi er kede af hans beslutning om at træde tilbage som administrerende direktør, men vi respekterer naturligvis hans ønske om at frigøre mere tid til andre aktiviteter, siger han.

Ørsted har indledt jagten på Henrik Poulsens efterfølger, oplyses det.

59 kommentarer
Vis kommentarer