Officielt: Legos pengetank vil tilbagekøbe Legoland

Lego-familiens pengetank, Kirkbi, har sammen med to andre parter afgivet et købstilbud på Merlin Entertainments, oplyser Kirkby i pressemeddelelse

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen

Lego-familiens pengetank, Kirkbi, har sammen med kapitalfonden Blackstone og et canadisk pensionsselskab afgivet et købstilbud på Merlin Entertainments.

Det oplyser Kirkby i pressemeddelelse fredag morgen.

Kirkbi har i forvejen en ejerandel i Merlin Entertainments, der blandt andet driver otte Legoland-parker verden over.

- Vi er forpligtede til, at Legoland og de andre aktiviteter i Merlin når deres fulde potentiale, som vi mener bedst opnås ved privat ejerskab, for at kunne levere fantastiske oplevelser til gæster i alle aldre i hele verden, siger Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i Kirkbi.

Lego solgte i 2005 Legoland, som dengang talte fire forlystelsesparker, til Merlin Entertainments.

Men Kirk-familien, som ejer Lego, gav ikke helt slip på forlystelserne.

Kirkbi sikrede sig 30 procent af aktierne i Merlin Entertainments. Virksomheden har siden 2013 været noteret på børsen i London.

Handlen ventes at løbe op i 4,8 milliarder pund. Det svarer til 40,1 milliarder kroner.

Købstilbuddet lyder på 455 pence per aktie. Torsdag lukkede Merlin-aktien i kurs 395 pence.

Avisen Financial Times kunne natten til fredag berette om, at Kirkbi arbejdede på opkøbet sammen med Blackstone og det canadiske pensionsselskab, og at handlen kunne blive offentliggjort fredag morgen.

Det canadiske selskab hedder Canada Pension Plan Investment Board.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere