Opsigtsvækkende forside

Mens USA nærmer sig 100.000 coronadødsfald, forsøger New York Times at anskueliggøre de menneskelige tab

Tomme gader ses i marts foran New York Times-bygningen på Manhattan i New York City under begyndelsen på coronavirusudbruddet. Foto: Jeenah Moon/Reuters
Tomme gader ses i marts foran New York Times-bygningen på Manhattan i New York City under begyndelsen på coronavirusudbruddet. Foto: Jeenah Moon/Reuters

Avisen The New York Times sætter søndag lokal tid næsten 1000 coronadødes navne på forsiden.

I stedet for de sædvanlige artikler, billeder og grafiske elementer er der en liste med navne og uddrag fra deres nekrologer.

- De var ikke blot navne på en liste. De var os, står der på forsiden.

Markeringen sker, mens USA nærmer sig 100.000 coronarelaterede dødsfald - et 'uoverskueligt tab' og en 'trist milepæl', skriver avisen.

Assisterende redaktør for avisens grafiske redaktion Simone Landon siger, at hun og hendes kollegaer havde indset, at 'både blandt dem selv, og måske også i offentligheden, var der en smule udmattelse i forhold til data'.

For at kunne lave forsiden har avisen søgt på nettet blandt dødsannoncer og nekrologer og samlet listen på næsten 1000 navne.

Formålet er at vise 'det unikke i hvert eneste mistede liv'.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sådan ser forsiden ud på dagens udgave af New York Times. Foto: Agustin Paullier/Ritzau Scanpix
Sådan ser forsiden ud på dagens udgave af New York Times. Foto: Agustin Paullier/Ritzau Scanpix
 

Blandt navnene på forsiden er 'Alan Lund, 81, Washington, dirigent med 'det mest fabelagtige øre'' og 'Theresa Elloie, 63, New Orleans, kendt for sin virksomhed, der lavede detaljerede rosetter og knappenåle'.

I alt har USA registreret omkring 1,6 millioner coronasmittede ifølge Johns Hopkins University. USA har det højeste antal dødsfald relateret til Covid-19.

I delstaten New York, den hårdest ramte stat i USA, er der 360.000 bekræftede smittetilfælde og omkring 29.000 døde.

Men guvernør Andrew Cuomo har lørdag meldt om tegn på bedring. Her rapporterede delstaten det laveste antal nye dødsfald i flere uger.

Med 84 døde fredag var det således første gang siden marts, at New York kun havde et tocifret dødstal.

198 kommentarer
Vis kommentarer