Prisen er på himmelflugt: Dansk investor scorer stort på uran

Efter at have været helt i bund siden Fukushima-ulykken i 2011 er prisen på uran steget eksplosivt de seneste uger

Nicolai Frisch har kastet sit fokus på uran, og det har hidtil været en god forretning. Foto: Lasse Lagoni
Nicolai Frisch har kastet sit fokus på uran, og det har hidtil været en god forretning. Foto: Lasse Lagoni

Det nye 'sorte guld'.

Sådan kan uran beskrives for tiden, efter prisen på det omstridte grundstof er steget markant inden for den seneste tid, kunne Berlingske Business skrive i sidste uge.

Flere danske investorer har i den forbindelse scoret gedigne gevinster, og siden da er opturen også fortsat.

Blandt de investorer er serieiværksætteren Nicolai Frisch, der er kendt for iværksætterportalen Amino, og regnskabsprogrammet Dinero som han har haft sammen med Martin Thorborg.

For nylig lagde han én million kroner i det canadiske firma Uranium Participation Corp., der køber, opbevarer og sælger uran. Hidtil har gevinsten været på mindst 150.000 kroner.

- For tre uger siden sad jeg og spiste aftensmad med en god ven, og vi vendte casen og syntes, at det blev mere og mere interessant. Vores intuition sagde, at det for alvor begyndte at røre på sig, så jeg gik ind og investerede i dem, siger han til Ekstra Bladet.

Aktien for Uranium Participation Corp er steget markant de seneste uger. Kilde: Bloomberg
Aktien for Uranium Participation Corp er steget markant de seneste uger. Kilde: Bloomberg
 

Forinden havde han fulgt med i et godt halvt år og investeret en lille sum for at 'få en føling' med området.

Han skrev derefter om det inde på Facebook-gruppen Dansk Investor Netværk, hvor flere andre også har investeret i Uran.

Brat nedlukning
- To dage efter melder verdens største uran-producent (Cameco red.) så ud, at man lukker ned for at producere uran, og så tager det ellers fat.

Nicolai Frisch har helt konkret investeret i uran, der ligger i tønder som disse på et depot. Foto: Uranium Participation Corp.
Nicolai Frisch har helt konkret investeret i uran, der ligger i tønder som disse på et depot. Foto: Uranium Participation Corp.

Det får prisen til at stige eksplosivt, efter den i lang tid har været helt i bund. Siden Fukushima-ulykken i Japan i 2011 er det kun gået en vej.

- Vi kunne se, at det kostede 35-40 dollar pr. enhed at få op af jorden, men blev solgt for 23 dollars. På den lange bane var det jo ikke rentabelt at producere uran til de her priser.

Derfor så han en chance for, at udbuddet på længere sigt ville falde og efterspørgslen ville stige. Men Camecos bratte stop for uran-produktionen satte turbo på den udvikling.

Pris-udviklingen for uran er stort set kun gået én vej den seneste tid. Kilde: Barchart/John Quakes
Pris-udviklingen for uran er stort set kun gået én vej den seneste tid. Kilde: Barchart/John Quakes

Kernekraftværker bygges
Samtidig bliver der rundt om i verden bygget flere kernekrafværker. I Kina er der 19 nye på vej, og i Rusland og Indien er der seks på vej begge steder, skriver Wall Street Journal.

Af samme årsager har udenlandske investorer også fået et godt øje til uran.

Eksempelvis har det brasilianske firma L2 Capital Partners lagt 30 millioner dollars i grundstoffet,.

- Det er den største mulighed i vores levetid inden for uran-området, siger direktør Marcelo Lopez ifølge det amerikanske erhvervsmedie.

Uran

Uran er et naturligt forekommende grundstof, der findes i klipper, jord og vand

Det er mest kendt for sin radioaktivitet, som gør det brugbart inden for energiproduktion

Der findes i alt 450 kernekraftværker rundt om i verden

I 2011 skyllede en tsunami ind over Fukushima-kraftværket i Japan og udløste den værste atomkatastrofe siden Tjernobyl-ulykken i 1986

Langsigtet
Nicolai Frisch forventer at blive i aktien i lang tid.

- Lige nu er jeg langsigtet med et par år eller tre. Der er mange ting, der taler for, at det går den rigtige vej. Kina laver kernekraftværker, og den samme udvikling sker i i Indien, fordi det er en billig energiform, der ikke forurener. Der er selvfølgelig en risiko som ved Fukushima. Hvis der i morgen eksploderer et kernekraftværk, så ramler det hele, men det er heldigvis uhyre sjældent.

Han har ingen etiske problemer med at investere i uran.

- Personligt synes jeg, at kernekraft som energiform er rigtig interessant. Jeg investerer ikke i ting, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg synes kernekraft løser mange problemer, i stedet for kulkraftværker som i Kina, hvor der er er fyldt med smog. Hvis man får bygget nogle ordentlige værker, så er det en rigtig god energiform.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere