Rigmand kræver forbud mod ny sprutflaske

Sprutfirma og flødebolle-rigmand vil have en ny flaske spiritus med navnet 'Små ugler' forbudt '

Michael Spangsberg er blevet mangemillionær på flødeboller og bolsjer. Han er i øjeblikket involveret i en sag i Sø- og Handelsretten. Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix
Michael Spangsberg er blevet mangemillionær på flødeboller og bolsjer. Han er i øjeblikket involveret i en sag i Sø- og Handelsretten. Foto: Niels Hougaard/Ritzau Scanpix

Spritfabrikken Danmark har ugler i mosen.

Det mener i hvert fald sprutfirmaet United Drinks, der er kendt for eksempelvis Gajol-shots, og flødebollerigmanden Michael Spangsberg, der blandt andet opfandt Bonbon.

Sammen har de anlagt en sag i Sø- og Handelsretten, hvor de vil have nedlagt et forbud mod konkurrenten Spritfabrikken Danmarks nye påfund 'Små Ugler'.

Det fremgår af sagens påstandsdokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

'Snylter'
Spangsberg og United Drinks har siden 2017 samarbejdet om flasken 'Blå Ugler', som er spiritus baseret på Nørregades 'Blå Ugler-bolsjer'. Og de mener, at den nye flaske med 'Små Ugler', der kom på markedet i starten af september 2019, snylter på deres produkt.

- Spritfabrikken Danmark bruger vores klienters varemærke BLÅ UGLER, og derfor mener vi, at der skal nedlægges forbud mod deres produkt, siger Mette Parlev, der er advokat for dem begge.

Artiklen fortsætter under billedet ...

De er blandt andet utilfredse med brugen af ordet 'ugler'. Men også med 'Små', fordi det rimer på 'blå'.

'Der er lighed mellem ”Små ugler” og ”Blå ugler”, da det dominerende element i betegnelserne er det identiske ord ”ugler”, og ”Blå” og ”Små” bruger samme vokal, ordene rimer og ordene har samme længde, nemlig tre bogstaver,' skriver advokaten i påstandsdokumentet.

Også markedsføringen er de utilfredse med.

'Den samtidige brug af betegnelsen ”smager af Blå Ugler” i markedsføringen og på emballagen medfører en endda grov overtrædelse af United og Spangsbergs varemærkerettigheder og en grov snyltning på Blå Uglers velkendthed.'

Afviser alt
Spritfabrikken Danmark afviser alle påstande og bestrider, at 'United og/eller Spangsberg har opnået varemærkeret til ordene ”blå ugler” til brug for spiritus, herunder shots'.

'Spritfabrikken benytter kendetegnet "blå ugler" på en neutral og loyal måde alene med henblik på angivelse af en smag (og ikke som et varemærke), hvilken smag i øvrigt produceres i form af såvel bolsjer, spiritusshots og e-cigaretter af en lang række andre virksomheder, skriver advokat Jane Frederikke Land yderligere i sit påstandsdokument.

Hun lægger vægt på, at 'Små Ugler' er en del af den såkaldte 'Små-serie', hvor der er 17 andre smagsvarianter.

'Kendetegnende for SMÅ-serien er bl.a., at ordene ”SMÅ”, ”ORIGINAL” og ”ORIGINAL SHOT” fremgår af samtlige flasker med de respektive smagsvarianter.'

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Jane Frederikke Land.

Fredag var der hovedforhandling i sagen, og det fortsætter mandag.

Sagen kort

Michael Spangsberg er både blevet rig og kendt for sine flødeboller og sin opfindelse af Bonbon.

Han ejer Nørregade Bolcher, som han købte i 2010, igennem firmaet Spangsberg Chokolade A/S.

Her sælger man smagsvarianten 'Blå Ugler'.

I september 2017 lancerede man i samarbejde med United Drinks A/S så en flaske sprut med samme navn, der smager af salmiak, mentol og anis.

To år efter introducerer Spritfabrikken Danmark Aps en flaske med navnet 'Små Ugler', som også smager af 'anis, salmiak, eukalyptus og pebermynte'.

Den vil de nu have nedlagt et forbud mod i Sø- og Handelsretten.

216 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere