Rigmand skældte ud på iværksættere på TV: Der skete en misforståelse

Der blev ikke lagt fingre i mellem, da iværksætterne Pascal Laraignou og Oliver Erritzøe deltog i DR-programmet 'Løvens hule'

Pascal Laraignou (tv.) og Oliver Erritzøe (th.)
Pascal Laraignou (tv.) og Oliver Erritzøe (th.)

- Det er vanvittigt at komme ind at sige 30 millioner, for helvede. Det er useriøst. Jeg burde gå nu.

- Den værdiansættelse er en skændsel for dansk iværksætteri.

Just-eat-stifteren Jesper Buch var ikke bleg for at sige sin uforbeholdne mening i 'Løvens hule' på DR tirsdag aften', da de to iværksættere Pascal Laraignou og Oliver Erritzøe forsøgte at få ham og de fire andre løver til at investere i deres virksomhed X Block, der laver store legeklodser til børneinstitutioner og fritidshjem.

Sagens kerne var, at 30-årige Oliver Erritzøe og 56-årige Pascal Laraignou, spurgte efter tre millioner kroner mod ti procents ejerskab. Dermed var firmaets værdiansættelse på 30 millioner kroner, hvilket blev mødt med heftig kritik og dermed et klart nej fra alle fem løver. 

Fortryder ikke
De to iværksættere fortryder dog ikke deltagelsen i programmet, der blev optaget sidste sommer, fortæller de til Ekstra Bladet.

- Hverken Oliver eller jeg er tv-vante på nogen måde, så vi var jo nervøse og pressede på en eller anden måde, siger Pascal Laraignou.

- Men det var spillets regler. Vi har jo set programmet før, så vi vidste godt, hvad vi gik ind til det, siger Oliver Erritzøe.

Hvis du vil læse om, hvordan det er gået med nogle af de deltagere, som var med i den første sæson i 2015, så klik herunder:

Misforståelse
- Jeg tror, der skete en misforståelse under programmet. Vi kom jo ikke ind for at bede om tre millioner for at starte den her virksomhed. Finansieringen var jo på plads, og vi lever nu af den her forretning. Vi skulle bruge penge på at udvide forretningen hurtigere ved at lave nye forme til flere produkter, siger Pascal Laraignou.

De holder stadig fast i værdiansættelsen, men mener også, at der var mulighed for forhandling. Noget som ingen af løverne tilsyneladende var interesseret i.

Artiklen fortsætter under billedet...

De fem DR-løver fra venstre: Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch. Foto: Lars E. Andreasen/DR
De fem DR-løver fra venstre: Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch. Foto: Lars E. Andreasen/DR

- Oliver siger også i udsendelsen, at firmaet ikke er 30 millioner kroner værd lige nu. Men vi har jo set det her program mange gange før, hvor løverne forhandler med deltagerne. Hvor de fx pludselig kræver 20 procent frem for 10 procent, og så er firmaets værdi jo pludselig halveret. Det er jo procentsatsen, der er til forhandling - ikke beløbets størrelse, siger Pascal Laraignou.

Inden mødet med løverne havde de fået en indsprøjtning på 2,5 millioner kroner fra Olivers morfar - Thorkild Erritzøe, der grundlagde sin formue på forsikringsselskabet Erritzøe Forsikring.

Salget i gang
Formene var de kun lige startet på, da de var i 'Løvens hule', hvorfor de blev kritiseret for endnu ikke at have solgt nogen. I november fik de så leveret til de første børneinstitutioner. 

- Da vi vidste, hvornår formene ville blive færdigproduceret, gik vi ud til institutionerne og sagde prøv at se her. Det tog vi så ordrer hjem på, og så leverede vi tre uger efter, siger Pascal Laraignou.

- Vi havde sat et mål for 50 pakker i 2017, og vi fik solgt 48. Så har vi haft en masse interesserede distributører i røret, fordi de havde set vores produkter og gerne ville sælge dem for os. Så i sidste uge har vi så indgået en aftale med en af de største i norden, som sælger det for os, siger Oliver Erritzøe.  

De to iværksættere ser et stort potentiale for markedet. Bare i Danmark er der 5.200 institutioner, mens der er endnu flere i Sverige og Norge.

121 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere