SAS skruer op for flyvninger i juni: Ruter til USA genåbner

SAS genåbner ruter til USA, Holland, Skotland og Finland i juni måned

SAS sender yderligere 15 fly på vingerne i løbet af juni og når dermed op på 30 fly i drift, oplyser selskabet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
SAS sender yderligere 15 fly på vingerne i løbet af juni og når dermed op på 30 fly i drift, oplyser selskabet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Luftfartsselskabet SAS genåbner i juni for en del af sine flyvninger. Blandt andet flyver SAS igen fra København til New York og Chicago i USA samt Amsterdam i Holland.

Det er en del af en større genåbning af ruter, som SAS foretager i løbet af juni.

Det starter med, at der åbnes indlandsruter i Danmark og Sverige i starten af måneden.

8. juni genoptager SAS flyvninger fra København til Amsterdam, Bergen og Stavanger. Der genoptages også flyvninger fra Stavanger til Aberdeen samt fra Stockholm til Helsinki og Turku i Finland.

Fra 10. juni kommer flyene mellem København og henholdsvis New York og Chicago i USA igen på vingerne.

Inden juni flyver SAS blot med 15 af sine fly på grund af rejserestriktioner som følge af udbruddet af coronavirus.

Når ruterne i juni alle sammen er genoptaget, har SAS fordoblet sin kapacitet. Dermed er 30 fly på vingerne igen.

Fra sidste uge indførte SAS et krav om mundbind for sine passagerer over seks år. Det er den rejsende selv, der skal stå for at købe masken. Men SAS påpeger, at de kan købes hos 7-Eleven i Københavns Lufthavn.

Der bliver ikke længere serveret mad om bord på flyene, og alle løse genstande er fjernet fra flyene. Det gælder bladene i sædelommen, og desuden er puder og tæpper fjernet.

For at mindske smitterisiko er boardingen desuden vendt på hovedet.

Passagerer med billet på bageste række kommer først om bord, og man må maksimalt have et stykke håndbagage.

75 kommentarer
Vis kommentarer