SAS stopper flyvninger til Norditalien på grund af coronavirus

Frem til 16. marts vil SAS ikke flyve til Milano, Bologna, Torino og Venedig på grund af coronavirus

Udenrigsministeriet ændrede tirsdag sin rejsevejledning, så man nu fraråder unødvendige rejser til Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto. Det er på grund af udbrud af coronavirus. 
Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeriet ændrede tirsdag sin rejsevejledning, så man nu fraråder unødvendige rejser til Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto. Det er på grund af udbrud af coronavirus. Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SAS indstiller alle flyvninger til Norditalien de næste to uger.

Det sker, efter at Udenrigsministeriet har frarådet unødvendige rejser til området, hvor der været mange smittetilfælde med coronavirus.

Det oplyser SAS i meddelelse.

Det betyder, at SAS ikke flyver til byerne Milano, Bologna, Torino og Venedig. Beslutningen gælder i første omgang frem til 16. marts.

Udenrigsministeriet ændrede mandag sin rejsevejledning. Nu frarådes alle unødvendige rejser til fire regioner i den nordlige del af landet. Det er Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

Ministeriet har begrundet ændringen med et forsigtighedsprincip. Det skyldes, at der har været en stor stigning i antallet af smittede i regionerne.

Italien er det land i Europa, hvor flest personer er smittet med virusset.

Ifølge landets myndigheder er over 2000 smittede. Mere end 50 er døde.

SAS oplyser, at passagerer med billetter vil have mulighed for at blive ombooket eller få pengene tilbage.

SAS er ikke det eneste flyselskab, der har sat flyvninger til Italien på pause. Det gælder også blandt andet British Airways og Easyjet.

SAS og en lang række andre selskaber har de seneste uger desuden sat flyvninger til Kina på pause på grund af virusset. Tidligere tirsdag besluttede SAS også at suspendere flyvninger til Hongkong.

Samtidig har flyselskabet skåret ned på flere korte distancer og har derudover lagt op til en spareøvelse. Det skal inddæmme de negative effekter af coronavirusset, der også har lagt en dæmper på rejselysten.

SAS vil blandt andet skære i udgifterne til administration og personale. Der er desuden indført ansættelsesstop. Samtidig er flere projekter udskudt - herunder reklamefremstød.

6 kommentarer
Vis kommentarer