SAS vil åbne flere ruter

Snart kan danskerne igen rejse til de fleste EU-lande. Flyene hos SAS bliver så vidt muligt fyldt helt op

Mange flere fly med det genkendelige SAS-logo end forventet sendes på vingerne den næste tid. (Arkivfoto) Foto: Paul Hanna/Reuters
Mange flere fly med det genkendelige SAS-logo end forventet sendes på vingerne den næste tid. (Arkivfoto) Foto: Paul Hanna/Reuters

Fra 27. juni kan danskere igen med god samvittighed rejse til EU-lande med et lavt antal coronasmittede, og det får flyselskabet SAS til at åbne nye ruter og sende flere fly på vingerne.

Flyene vil så vidt muligt blive fyldt op, siger Sille Beck-Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS.

Hun kalder det enormt positivt, at der nu lempes på rejsevejledningerne. Særligt, fordi man havde regnet med, at der først ville blive lempet på vejledningerne 31. august.

- Vi lever af at flyve passagerer rundt, og det betyder også, at vi åbner flere ruter hen over sommeren.

- Nu må vi se, hvordan danskerne og skandinaverne reagerer på dagens udmeldinger. Men vi er klar til at møde efterspørgslen, forsikrer Sille Beck-Hansen.

Det vides endnu ikke, hvilke og hvor mange ruter, der åbnes for.

Der er taget flere sikkerhedsforanstaltninger, så danskerne kan rejse trygt, siger hun.

Hun beretter om, at man har et filtersystem, der skal sikre ren luft. Derudover skal man have mundbind på under rejsen, og der er også indført en skærpet rengøringsprocedure.

- Passagererne kan føle sig helt sikre, siger Sille Beck-Hansen.

Hvilke lande, myndighederne ikke længere vil fraråde rejser til, afhænger af nogle kriterier, som skal opfyldes.

Et af kriterierne er, at der skal være under 20 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere i landet per uge. Det lever Portugal og Sverige i øjeblikket ikke op til.

Det er i første omgang kun rejser til lande i EU og Schengen-området samt Storbritannien, der kan blive åbnet for, hvis de opfylder kriterierne.

SAS har i forvejen i starten af juni annonceret en række ruter, der skal åbne i løbet af måneden, blandt andet til Athen, Nice og Malaga.

På disse ruter vil der blive sat flere fly ind, såfremt efterspørgslen er til det, siger Sille Beck-Hansen.

- Det er der nok også en forventning om, at vi gør, siger hun.

FAKTA: Disse lande opfylder de nye rejse-kriterier

Torsdag har regeringen præsenteret nogle af de kriterier, der skal opfyldes, for at rejsevejledningerne dropper at fraråde alle ikke-nødvendige rejser.

Det er kun lande i EU's Schengen-samarbejde og Storbritannien, som kan blive åbnet ved at opfylde kriterierne.

Et af kriterierne er, at der er under 20 nye tilfælde per 100.000 indbyggere i landet per uge.

På DR's hjemmeside kan man se, hvor mange nye smittefælde de enkelte lande har.

To lande - Sverige og Portugal - opfylder torsdag ikke det kriterie. Her er status på nogle af de lande, som danske turister oftest rejser til:

* Sverige: 75,1.

* Portugal: 20,2.

* Storbritannien: 13,7.

* Spanien: 5,1.

* Frankrig: 4,1.

* Italien 3,4.

* Tyskland: 2,5.

* Grækenland: 1,3.

Se DR's hjemmeside for den fulde liste.

Der vil også være et krav om, at Statens Serum Institut kan godkende det test-program, som landenes myndigheder udfører, før et land kan stryges fra listen med karantæne-lande.

For nordiske lande vil der blive lavet regler fra region til region, hvis et land - sådan som Sverige - ikke opfylder kriterierne om nye tilfælde.

Kilder: DR, Johns Hopkins University og Eurostat.

FAKTA: Danmark åbner grænserne yderligere under corona

Efter i en lang periode at have haft indrejserestriktioner og frarådet alle ikke-nødvendige rejser, åbner Danmark nu yderligere op.

Borgere kan fra 27. juni rejse til og fra lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Det skyldes nye rejsevejledninger og grænselempelser, oplyser Udenrigsministeriet torsdag.

Regeringen har afvist at lade sig presse og vil ikke åbne op for hurtigt, men andre partier har presset på for at få åbnet mere.

Her kan du læse de nye kriterier:

* De nuværende restriktioner erstattes af en ny model for åbning baseret på kriterier, som tager udgangspunkt i den sundhedsmæssige situation i landene.

* Der vil også blive indført et testkriterium, som myndighederne er ved at udforme. For alle disse lande vil Udenrigsministeriet samtidig gå tilbage til at lave individuelle rejsevejledninger.

* For at være 'åbent' skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.

* Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til 'karantæneland' være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.

* Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.

* Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis 'åbne' eller 'karantænelande'.

* Der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande 25. juni. Den nye model træder i kraft fra 27. juni.

* Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.

* Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.

* For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

Kilde: Udenrigsministeriet.

11 kommentarer
Vis kommentarer