Senatet mislykkes på ny med at få stor hjælpepakke i hus

For anden gang på under et døgn er pakke på over 1000 milliarder dollar til amerikansk økonomi stemt ned

Søndag var New York borgmesteren Bill de Blasio ude at efterlyse handling. Han melder, at situationen er meget alvorlig. Video: Reuters/Ritzau Scanpix

Senatet i USA er på ny ikke lykkedes med at nå til enighed om en stor hjælpepakke, der skal hjælpe amerikansk økonomi.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er anden gang på under et døgn, at hjælpepakken på over 1000 milliarder dollar ikke bliver stemt igennem

Den store sum penge skal bidrage til at holde amerikansk økonomi oven vande under coronakrisen.

Senatorer har ellers givet udtryk for, at en aftale er tæt på, skriver nyhedsbureauet AFP. Og selv om presset på politikerne for at få en hjælpepakke på plads er stort, er det endnu ikke lykkedes.

Det er demokrater, der har stemt nej til pakken. Demokraterne mener, at der ikke er tilstrækkelig hjælp til det arbejdende folk i Republikanernes forslag.

Dermed falder forslaget, der skal bruge 60 stemmer i Senatet for at gå igennem.

Det ventes, at pakken blandt andet skal støtte almindelige borgere, små virksomheder og særligt ramte sektorer.

Indvendingen fra Demokraterne har blandt andet lydt, at hjælpepakken i højere grad vil komme virksomheder til gode end borgere, hospitaler og delstaterne.

Guvernører i en lang række delstater har sendt, hvad der svarer til en tredjedel af befolkningen i landet hjem og sat en stopper for store dele af forretningslivet.

Det gælder blandt andet delstaten New York, der er særdeles hårdt ramt af coronavirus. Det amerikanske militær sender således et felthospital til New York for at hjælpe med at håndtere krisen.

Søndag advarede Bill de Blasio, borgmester i New York City, at sygehusene risikerer at blive stærkt overbelastede på grund af udbruddet af coronavirus.

Delstaten New York har over 15.000 corona-smittetilfælde og 98 registrerede dødsfald.

Ifølge Johns Hopkins University, der følger coronaudbruddet tæt, er over 40.000 personer bekræftet smittet i USA.

29 kommentarer
Vis kommentarer