Skaffede 3 mio. i DR-program: Sådan går det nu med Mikkel og Jesper

De to iværksættere Mikkel og Jesper var iskolde, da de forhandlede om millioner med de kendte erhvervsfolk i DR-programmet Løvens hule

Mikkel Harken Salling (tv.) og sin partner Jesper Ernst Hvejsel (th.) (Foto: United Productions Aps/DR)
Mikkel Harken Salling (tv.) og sin partner Jesper Ernst Hvejsel (th.) (Foto: United Productions Aps/DR)

Nerverne var ikke til at se, da de to iværksættere Mikkel Harken Salling og Jesper Ernst Hvejsel var forbi Løvens hule, hvor de bad fem kendte og ikke mindst velhavende erhvervsfolk om en investering på én million kroner for en ejerandel på 10 procent i et af deres firmaer.

I DR-udsendelsen, som blev vist her til aften, endte de to mænd i stedet med at få hele tre millioner kroner med hjem, men så fik tre af løverne (Christian Stadil, Tommy Ahlers og Jesper Buch red.) også en samlet bid på 15 procent af alle deres virksomheder.

Løverne var nemlig meget interesserede i at lave forretninger med de to iværksættere, hvorfor der skete en decideret forhandling på skærmen kun afbrudt af små tænkepauser fra Jesper (33) og Mikkel (35), hvor beslutninger om millioner skulle træffes hurtigt og kontant.

- Det var meget specielt. Da vi kom ind til dem, var det jo kun Razorpit (firma og produkt, der sliber barberblade red.), som vi ville sælge, og det vi havde forberedt os på. Det tager så en uventet drejning, og så er det klart, at vi kommer lidt ud af kontrol med blandt andet de tal, som vi skal lægge på bordet. For os var det et spørgsmål om at kende vores forretning og have styr på nøgletallene, og vi havde heldigvis en god fingerfornemmelse, siger Mikkel Harken Salling til Ekstra Bladet.

Se også: De skrotter drømme på tv: Så mange millioner har de selv tjent

Nervøs i starten

Han var 'mest nervøs for de første 120 sekunder', som pitchen skulle vare. Efterfølgende tog nervøsiteten lidt af, selvom forhandlingen var stressende.

- Ja, det er stressende, men sådan er det også i andre forhandlinger. Den eneste forskel er, at nogle hundredetusinde danskere vil kigge med. Men når vi har arbejdet med vores virksomhed i otte år, så tænker vi ikke så meget over, hvad folk tænker om os, men mere om at nå et resultat, siger Mikkel, der startede sin karriere i Jysk under rigmanden Lars Larsen, hvor han var ansvarlig for tv-reklamerne.

Om at møde de tre 'løver', siger han:

- Det er jo også bare mennesker, og vi var ikke synderligt mere nervøse af at møde dem end andre mulige investorer.

Fire måneder siden

Siden programmet, der blev optaget 8. juni, har Mikkel og Jesper haft flere møder med de tre nye investorer. Først og fremmest for at få alt det juridiske på plads.

- Vi havde lavet en mundtlig aftale med de tre løver i studiet, hvor vi var blevet enige om procenter og pris. Alle de tusind andre ting og betingelser, som skal indføjes i en egentlig kontrakt, har vi så brugt en del tid på efterfølgende, siger han og fortsætter:

- Sammen med dem har vi kigget på det langsigtede potentiale for alle forretningsenheder i selskabet, for at finde ud af hvor vi helt præcist skal have vores fokus. Vi er jo en diversificeret virksomhed med mange forskellige områder, så vi har skullet beslutte, hvilke områder der har mest potentiale. Og løverne har blandt andet brugt deres netværk og erfaringer i den forbindelse.

Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch er de fem 'løver'. (Foto: DR/United Productions Aps)
Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch er de fem 'løver'. (Foto: DR/United Productions Aps)

Aktiv Hummelboss

Mens Hummel-boss Christian Stadil endte med at betale to millioner kroner for sine ti procent af firmaerne, så betalte Tommy Ahlers og Jesper Buch hver i sær en halv million for hver 2,5 procent. 

Derfor har der været mest kontakt med Stadil.

- Ham har vi mødtes med 4-5 gange, og så har vi måske udvekslet 100 mails. Han er super engageret og har også deltaget i nogle møder med nogle eksterne folk.

- Jesper Buch og Tommy Ahlers har vi også haft møder og skrevet mails med. Buch har jo mange kompetencer i forhold til arbejdet med webshops, så han har for eksempel kigget vores hjemmesider igennem med skarpe øjne.

Høje ambitioner

Målet er, at de skal forblive rimeligt engagerede i arbejdet med virksomhederne.

- Tanken er, at de skal være relativ meget involveret. Alle tre har vist stor interesse i at være med, og de har også muligheden for at investere flere penge senere, hvis det er, siger han.

Han håber, at de to iværksættere selv en dag ender i en af de fem stole, hvor løverne sidder .

- Vi har i sjov sagt til løverne, at vi om ti år selv sidder i en af stolene. Men på den korte bane, skal vi bare fortsætte vores arbejde og opkøbe flere webshops til vores portefølje, siger han.

31 kommentarer
Vis kommentarer