Sky milliardær vil give det meste af formuen væk

Den norske milliardær Kjell Inge Røkke vil give en stor del af sine penge til samfundet. Han vil bygge et stort skib til forskning

Et ældre billede af Kjell Inge Røkke ved  Gefions ekstraordinære generalforsamling i Falkoner Centret 1999. Foto: Thomas Wilmann/Polfoto
Et ældre billede af Kjell Inge Røkke ved Gefions ekstraordinære generalforsamling i Falkoner Centret 1999. Foto: Thomas Wilmann/Polfoto

- Jeg vil give hovedparten af det, jeg har tjent, tilbage til samfundet.

Sådan siger den ellers så mediesky norske milliardær Kjell Inge Røkke i et opsigtsvækkende interview med Aftenposten.

Som en del af det, vil han donere et stort skib med plads til 30 besætningsmedlemmer og 60 forskere, der i 2020 skal være klar til at foretage målinger højt oppe i atmosfæren og langt under havets overflade.

Det er i hvert fald planen.

- Idéen om et sådant skib har udviklet sig over mange år, men planerne er blevet konkrete i de seneste år, siger han.

En af Norges rigeste
Røkke er en af Norges rigeste personer med en formue på 13,6 milliarder danske kroner ifølge magasinet Kapital.

Forskningsskibet skal bygges i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden og efter planen stå klar i sommeren 2020. 

Foruden forskningsdelen er tanken, at det 181 meter lange skib skal eksperimentere med nye måder at samle plastik fra havet. Skibet får eget auditorium og syv laboratorier.

Kjell Inge Røkke vil betale projektet af egen lomme, og han har ingen intentioner om at skabe profit på projektet, skriver Aftenposten.

Det er ellers på havet, at rigmanden har tjent mange af sine penge. Han begyndte sin karriere som fisker og var maskinmester i Alaska, inden han i 1982 købte sin egen båd. 

Det førte til, at han fik skabt en global virksomhed indenfor fiskeri ved navn American Seafoods Company. I dag er han hovedaktionær i industrikoncernen Aker ASA.

Kendt i Danmark
I Danmark er han også kendt for at have været en brik i Kurt Thorsens spil om at danne Nordens største ejendomsgigant.

Thorsen ville købe nordmandens aktier i Finansieringsselskabet Gefion.

Sagen endte med, at handlen faldt til jorden. Kurt Thorsen blev i 2002 idømt seks års fængsel i bedragerisagen, og danskeren skulle betale et stort millionbeløb til Kjell Inge Røkke.

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere