Sportmaster er blevet solgt

Den store kæde Sportmaster har i længere tid kæmpet med økonomiske problemer. Nu er kæden solgt til et selskab fra Singapore, siger formand til Børsen

Sportmaster er solgt til et selskab fra Singapore. Foto: Asger Ryø Borberg
Sportmaster er solgt til et selskab fra Singapore. Foto: Asger Ryø Borberg

Lige op til jul har den landsdækkende kæde Sportmaster fået ny ejer.

Kæden med 89 butikker i Danmark har i flere år været en gevaldig sten i skoen på den hidtidige ejer, kapitalfonden Nordic Capital, som nu har skilt sig af med selskabet. Køberen er Sportmaster Operations Pte. Ltd. fra Singapore.

Det oplyser formand Michael Christiansen til Børsen.

- Den samlede virksomhed er blevet solgt, siger han til avisen.

Rygterne om det forestående salg har rumlet længe, og Ekstra Bladet har dagen igennem forsøgt at få kontakt til formanden og Sportmaster-direktør Sofie Lindahl-Jessen, men det har endnu ikke været muligt.

Kæmper med underskud

Den nordiske kapitalfond Nordic Capital købte sig ind i Sportmaster i 2012, men siden har sportskæden kæmpet med store økonomiske problemer.

I seneste regnskab blev det til et underskud på 122 mio. kr. for selskabet bag kæden, Sport Nordic Holding ApS.

Tidligere på året hyrede ejerne bag Sportmaster så Nordeas finansafdeling til at finde en ny ejer til kæden, og det er altså nu lykkedes. 

- De har mange muskler og vil ind i Europa. At de hedder det samme gør det lettere at forstå for alle. Det er også billigere, fordi der ikke skal bruges penge på rebranding, siger formand Michael Christiansen til Børsen.

114 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere