Sportsstjerner redder danske Michelin-restauranter

Mikkel Hansen, Thomas Kahlenberg og flere erhvervsfolk er med i ny ejerkreds bag Kadeau-restauranter

Restaurant Kadeau på Bornholm forventes at genåbne i midten af juni eller starten af juli. Arkivfoto: Marie Louise Munkegaard/Ritzau Scanpix
Restaurant Kadeau på Bornholm forventes at genåbne i midten af juni eller starten af juli. Arkivfoto: Marie Louise Munkegaard/Ritzau Scanpix

I slutningen af marts blev Kadeau, der står bag to Michelin-restauranter i København og på Bornholm, begæret konkurs, men nu er det blevet reddet af en gruppe investorer.

 Se også: Michelin-restauranter begæret konkurs

Dermed genopstår restauranterne i et nyt selskab. Det fremgår af en pressemeddelelse fra de to stiftere, Nicolai Nørregaard og Rasmus Kofoed, samt direktør Magnus Klein Kofoed.

I ejerkredsen i det nye selskab er flere kendte navne - blandt andre håndboldspilleren Mikkel Hansen og den tidligere landsholdsspiller i fodbold i Thomas Kahlenberg.

Desuden er der række erhvervsfolk.

Det gælder blandt andre Lars Nørby Johansen, der er bestyrelsesformand for Københavns Lufthavn, og Michael Hedegaard Lyng, der har en fortid som direktør i industrivirksomheden NKT, og ejendomsudvikleren Rasmus Friis.

Direktør Magnus Klein Kofoed fortæller, at man siden konkursen i slutningen af marts har arbejdet hårdt på at finde en løsning.

- Det er fuldstændig fantastisk, at vi kan køre videre. Vi har gennem flere uger forhandlet om at finde en løsning, og derfor er det virkelig en lettelse, at det er faldet på plads.

Magnus Kofoed, Rasmus Kofod og Nicolai Nørregaard stod bag Kadeau, der nu rejser sig igen. Foto: Ritzau Scanpix
Magnus Kofoed, Rasmus Kofod og Nicolai Nørregaard stod bag Kadeau, der nu rejser sig igen. Foto: Ritzau Scanpix

- Vi gik ind i året efter et rigtig godt 2019, men blev væltet omkuld af coronakrisen. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan fortælle personale og leverandører, at vi fortsætter, siger Magnus Klein Kofoed.

Kadeau havde underskud i en årrække frem til 2018. Regnskabet for 2019 nåede ikke at blive offentliggjort inden konkursen, men ifølge Magnus Klein Kofoed havde selskabet millionoverskud sidste år.

Selskabet havde dog lavvande i kassen, da det politisk blev besluttet at lukke restauranter for at inddæmme coronavirusset, og derfor endte man med at indgive konkursbegæring.

Den nye ejerkreds har skudt et ukendt beløb i det nye selskab.

Restauranten i København har siden 2018 haft to Michelin-stjerner, mens den på Bornholm har en.

I første omgang er planen at åbne restauranten på Bornholm. Den vil åbne i løbet af juni eller juli. Dernæst vil man åbne restauranten i København omkring 1. oktober.

Se også: Stjernekokke tavse om nyt underskud

8 kommentarer
Vis kommentarer