Stor fyringsrunde i TDC

TDC gennemfører en større fyringsrunde

TDC's kundevendte selskab, Nuuday, fyrer onsdag 150 medarbejdere.

Det oplyser firmaets administrerende direktør, Michael Moyell Juul, til ITWatch, skriver Mediawatch.

Fyringsrunden sker som led i en større reorganisering og blev allerede meldt ud i begyndelsen af marts. Den blev sidenhen udskudt grundet coronakrisen, og derfor sker fyringerne først nu.

TDC-selskabet skal fremover gå fra at have fem ledelseslag til kun at have tre, og så vil man fremover have 200 agile teams af ti personer.

- I den nye organisation er der behov for færre ledelseslag, da vi trykker organisationen fladere, og der vil generelt også være behov for færre folk til blandt andet at koordinere på tværs, siger Michael Moyell Juul til ITWatch.

I første omgang var det planen, at 185 medarbejdere skulle afskediges, men da flere medarbejdere har valgt at forlade selskabet frivilligt siden marts, endte det med 150 fyringer.

63 kommentarer
Vis kommentarer