Store kursfald på det danske aktiemarked

Det danske aktiemarked rammes af nattens store globale nedtur på børsmarkederne

Har kursfaldet på aktiemarkedet påvirket dig, så hører vi gerne fra dig - tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm.takst)

Det danske C25-aktieindeks faldt 3,5 procent i de første minutter af morgenens handel.

Stort set alle de 25 største danske aktieselskaber åbnede med en lavere kurs end dagen forinden.

Her klokken 12 er faldet aftaget en smule og udgør cirka 1,7 procent.

Hvis dagen som forventet ender i rødt, bliver det den syvende handelsdag i streg, at det danske C25-marked er faldet.

Den dramatiske åbning er ikke overraskende ifølge Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen, som kalder det en korrektion.

- Det har gæret igennem hele 2017 og hele januar, hvor det stort set har været en lang opstigning. Efter så kraftig en opstigning er der mange, der har kravlet ud på risikokurven, og de begynder så at krybe ind ad nu. I bund og grund handler det om, at prisen på penge ikke længere skal være 0, renten skal op, og det har investorerne overset, siger han til Ekstra Bladet.

Doping
- Vi mærker alle sammen de her lave renter. Det påvirker vores realkreditlån, hvor vi igennem lang tid har været begunstiget af de lave renter. Der er ingen tvivl om, at det har fået aktierne til at se rigtig attraktive ud, at renten på obligationerne har været så lave, siger han og fortsætter:

- På den måde har de lave renter fungeret som en slags doping for de finansielle markeder. Og det er ikke anderledes end i Tour de France - det gør, at aktiekursen går hurtigere op, og det har det altså gjort i en periode, hvor investorerne har vendt det blinde øje til de risici, der har været i form af inflations- og rentestigninger.

Derfor vil vi se røde tal i det næste stykke tid.

- Når vi har sat gang i en aktiekorrektion, så går det danske marked ikke udenom. Det, at vi står midt i en regnskabssæson kan ikke redde det danske aktiemarked fra den tendens, vi ser ude i verden. Så vi kigger ind i en periode, hvor investorerne er nødt til at indstille sig på svære udsving, og noget de ikke har været vant til i mange måneder - perioder med fald.

Frit fald rundt om i verden
Nedturen på det danske aktiemarked kommer efter en blodig nat på de amerikanske og asiatiske markeder, hvor alt har været i frit fald.

Da Wall Street lukkede mandag, var Dow Jones dykket 1175 point. Målt på point oplevede indekset det største fald nogensinde på én enkelt dag.

I forlængelse af det styrtdykkede børserne Tokyo, Seoul og Hongkong også.

- Investorerne sælger ud efter de store fald fredag og mandag på Wall Street, siger Toshihiko Matsuno, analytiker fra SMBC Nikko Securities, til nyhedsbureauet AFP.

Nedturen begyndte i sidste uge, hvor et større kursfald fredag gjorde ugen til den værste på børsen i to år.

Fredag viste nye tal en stigning i de amerikanske gennemsnitslønninger på 2,9 procent, hvilket har skabt frygt for, at den amerikanske centralbank bliver nødt til at reagere på stigende inflation ved at sætte renterne hurtigere op, end finansmarkederne har kalkuleret med.

De europæiske børser har også været hårdt ramt de seneste dage.

174 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere