Tegn på 'totalt kollaps'

Brancheforening for rejsebranchen spår konkurser på stribe, hvis ikke politikerne kommer dem til hjælp

Efter det globale udbrud af coronavirus har myndigheder i flere lande lukket ned for rejseaktiviteter, og det gør ondt på den danske rejsebranche, der nu advarer om stribevis af konkurser, hvis ikke politikerne kommer branchen til undsætning. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Efter det globale udbrud af coronavirus har myndigheder i flere lande lukket ned for rejseaktiviteter, og det gør ondt på den danske rejsebranche, der nu advarer om stribevis af konkurser, hvis ikke politikerne kommer branchen til undsætning. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den danske rejsebranche kæmper med at komme gennem en bunke af afbestilte rejser og heraf krav om tilbagebetaling.

Den første måned er der rejst krav om tilbagebetaling på en milliard kroner, og regningen har ifølge brancheorganisationen fået flere rejseselskaber til at vakle.

Det fortæller brancheforeningen Danmarks Rejsebureau Forening i en pressemeddelelse.

- Nogle bureauer har alene kapital til at føre deres virksomhed videre i blot få uger endnu, mens de fleste har meddelt brancheforeningen, at de kan klare et par måneder endnu, skriver foreningen.

I en rundspørge fra brancheforeningen har 80 procent af de medlemmer, som har svaret, fortalt, at de inden for en til tre måneder løber ind i problemer med likviditeten.

Branchen mener, at regeringen havde stillet den i udsigt, at den ville få hjælp på 1,5 milliarder kroner til tilbagebetalingerne. Men det er ifølge brancheforeningen kun blevet til det halve.

Danmarks Rejsebureau Forening mener, at hvis ikke der kommer mere hjælp fra politikerne vil, der blive tale om konkurser på stribe i den nærmeste fremtid.

De kunder, der har fået aflyst deres rejse, vil dog være sikret tilbagebetaling gennem Rejsegarantifonden, hvis selskaberne går konkurs.

Ifølge Lars Thykier, der er direktør for brancheforeningen, er der tre akutte opgaver for at holde liv i rejseselskaberne.

Den første handler om de penge, som rejsebureauerne kan låne af staten til at betale afbestillingerne på de aflyste rejser. Her bliver lånene givet ved hver enkelt udgift, som rejsebureauerne kan fremvise og ikke den samlede pakke.

Det vil sige, at udgifter til hotel, fly og andre elementer skal dokumenteres enkeltvis af hvert rejseselskab.

Her håber Lars Thykier på, at det bliver ændret, så bureauerne kan låne til refusionen af hele pakken i en omgang i stedet for.

Derudover vil rejseselskaberne gerne låne pengene hver for sig i stedet for samlet, så de ikke hænger på hinandens regninger.

Og til sidst peger Lars Thykier på, at afbrudte rejser ikke er omfattet af hjælpepakken fra Folketinget. Her er nogle selskaber stærkt udsat, fordi de har haft mange grupperejser afsted, da coronakrisen brød ud.

På samme måde er kunder ikke sikret af den hjælpepakke, der blev vedtaget for rejsebranchen, hvis deres rejse blev afbrudt midtvejs og ikke aflyst fuldstændigt.

Hvis ens rejse blev afbrudt, og rejseselskaber går konkurs, får kunderne dermed ikke penge fra Rejsegarantifonden.

406 kommentarer
Vis kommentarer