Tidligere rigmandsvenner i bittert million-slagsmål

De tidligere venner og medlemmer af den såkaldte milliardærklub Ole Abildgaard og Mark Szigethy mødes i retten i milliontvist

Ole Abildgaard (tv.) og Mark Szigethy (th.) er ikke just på talefod længere som i de gode gamle dage med milliardærklubben. Foto: Ritzau Scanpix, Collage: Ekstra Bladet
Ole Abildgaard (tv.) og Mark Szigethy (th.) er ikke just på talefod længere som i de gode gamle dage med milliardærklubben. Foto: Ritzau Scanpix, Collage: Ekstra Bladet

Mens de tidligere var gode venner og en del af den såkaldte milliardærklub, der i 00’erne under sin storhedstid blev kendetegnet ved dyre strandvejsvillaer, sportsvogne og privatfly, er historien nu en noget anden for Ole Abildgaard og Mark Szigethy.

I dag er formuerne af noget mere beskeden karakter, og dialogen mellem dem foregår formentlig kun igennem deres advokater.

Ekstra Bladet kan således afsløre, at de to kulørte herrer i al hemmelighed har mødtes i retten i en bitter strid om millioner, efter Ole Abildgaard har sagsøgt Mark Szigethy.

Det fremgår af sagens såkaldte processkrift og påstandsdokument, som vi har fået aktindsigt i.

Hustru sagsøgt
Mark Szigethy, der blev kendt som milliardærgruppens børsmægler, er samtidig ikke den eneste, som Ole Abildgaard har sagsøgt. Szigethys hustru, Leise Andresen, har således også fået en stævning, mens firmaet Quint Aps, som Szigethy ejer, også har fået et krav.

Samlet set drejer det sig om et beløb i omegnen af 4,3 millioner kroner, som den 59-årige Abildgaard kræver at få udbetalt. Derudover vil han have overført en større mængde aktier, som formentlig kan være endnu mere værd.

Mark Szigethys modsvar er, at han eller konen ikke skylder Ole Abildgaard noget som helst. Faktisk mener han at have penge til gode. Knap 1,8 millioner kroner plus en enorm mængde aktier, der sandsynligvis kan være markant mere værd.  

Sagen går nogle år tilbage. I takt med deres medlemskab af milliardærklubben, som også Erik Damgaard, Peter Forchhammer og Aldo Petersen var en del af, har Abildgaard og Szigethy lavet mange forretninger sammen. Blandt andet igennem aktiehandel.

Mellemværende
Det har afstedkommet flere økonomiske mellemværender i tidens løb.

I slutningen af 2017 vil Ole Abildgaard have dem afsluttet. I en mail til Szigethy gør han derfor regnestykket op.

Men Mark Szigetys mellemregninger er tilsyneladende ikke de samme.

Mail-korrespondancen mellem de to fortsætter over noget tid, men det lykkedes ikke at blive enige om facit. Szigethy mener nemlig også, at han har en række penge tilgode hos Abildgaard.

Nu skal retten i Helsingør så afgøre, hvem der har ret.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Mark Szigethy, som oplyser, at han ikke har nogen kommentarer. Ole Abildgaard er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Læs mere om sagen og milliardærklubben herunder:

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere