Tim Christensen politianmeldt for anden gang

Selvom han blev politianmeldt i 2016 af Erhvervsstyrelsen, er musikeren Tim Christensen fortsat med at bryde loven med ulovlige aktionærlån. Nu er han politianmeldt igen

To gange inden for de seneste fire år har Erhvervsstyrelsen politianmeldt musikeren Tim Christensen for at have optaget ulovlige aktionærlån. Foto: Linda Johansen, Mogens Flindt, Klavs Bo Christensen, Per Arnesen. Redigering: Kristian Hansen

Efter i årevis at have taget ulovlige aktionærlån for millioner af kroner i sit eget selskab er musikeren Tim Christensen for nylig blevet politianmeldt af Erhvervsstyrelsen.

Det skete 21. januar og er samtidig anden gang på fire år, viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået igennem Erhvervsstyrelsen.

Anmeldelsen går på Tim Christensens seneste ulovlige lån, der er på mere end en halv million kroner, og som ifølge regnskabet for Honeyburst ApS ikke var blevet tilbagebetalt endnu ved udgangen af 2018.  

Aktindsigten viser også, at det altså ikke er første gang, at Dizzy Mizz Lizzy-sangeren er blevet politianmeldt for at bruge virksomheden som sin egen kassekredit.

Ekstra Bladet har konfronteret Tim Christensen, der ikke tror på det.

- Jeg har i hvert fald ingen kommentarer til det, for det burde være fuldstændig straight up, siger han til Ekstra Bladet og henviser til sin manager, der heller ikke ønsker at uddybe.

Fortsatte efter bøde
I 2016 politianmeldte Erhvervsstyrelsen ham således for at have taget et ulovligt lån på 1,1 millioner kroner.

Selvom han dengang endte med at få en bøde af politiet på et ukendt beløb, stoppede det ikke den populære musiker i at blive ved med at bryde loven.

Mens han i 2017 tilsyneladende havde lært sin lektie, da der, som den eneste gang i de sidste ti år, ikke blev taget noget ulovligt lån i hans firma, så var det ’back to usual’ i 2018.

Her lånte han 582.000 kroner ulovligt, hvilket altså nu har afstedkommet en ny politianmeldelse. Her lægger Erhvervsstyrelsen vægt på, at han flere gange tidligere også har taget ulovlige lån.

5 trin: Forstå ulovligt aktionærlån

1. En person ejer enten helt eller delvist et firma. Han vil gerne trække en million ud til sig selv.

2. Hvis han skal følge loven, så udbetaler han pengene som løn eller udlodder det som udbytte ved en generalforsamling. Dermed får Skat også sin del.

3. Men i stedet udbetaler han pengene direkte til sig selv og slipper dermed for at betale skat.

4. Hvis firmaet efterfølgende går konkurs, kan det samtidig være meget svært for kreditorerne at få det ulovlige aktionærlån tilbagebetalt.

5. Hvis en revisor gennemgår firmaets regnskab har han pligt til at anmærke det ulovlige lån. I de fleste tilfælde undersøger Erhvervsstyrelsen dog ikke sagen nærmere.

Tvangsbøder
Samtidig falder politianmeldelsen prompte. Normalt pålægger Erhvervsstyrelsen først tvangsbøder over for virksomhedsejere for at få dem til at betale, før der bliver tale om nogen anmeldelse. Men det skete ikke her. 

Det gjorde det derimod i 2016, hvor han af Erhvervsstyrelsen blev pålagt at betale tvangsbøder på 7500 kroner i ti uger, indtil han dokumenterede, at det ulovlige millionlån var indfriet.

Dokumentationen for, at lånet var indfriet, blev sendt, dagen inden de ti uger var gået, og dermed bortfaldt alle tvangsbøderne.

Læs meget mere om Tim Christensens ulovlige lån i Ekstra Bladet+, hvor du også kan læse hele konfrontationen med den danske rockstjerne.

Tim Christensen ønsker ikke at kommentere historien om at hans mange ulovlige lån. Foto: Jonas Olufson Kendte Tim Christensen har taget ulovlige lån for millioner i årevis

94 kommentarer
Vis kommentarer