Tobaksenke tager ny svingom med Melodi Grand Prix-vinder

Tineke Færch ifører sig dog ikke selv balkjolen til længe ventet retsopgør, som hendes tidligere rådgiver ryster på hovedet ad

Michael Teschl (tv.), som i dag ernærer sig som journalist og forfatter, og hans advokat Karoly Németh. Foto: Linda Johansen
Michael Teschl (tv.), som i dag ernærer sig som journalist og forfatter, og hans advokat Karoly Németh. Foto: Linda Johansen

Københavns Byret (Ekstra Bladet): Da Michael Teschl i 1999 vandt Dansk Melodi Grand Prix var det uden scenedans, men guitar og mikrofon.

Teschl havde skiftet mikrofonen ud med computer, da han i flere år var rådgiver for den rygende rige tobaksenke Tineke Færch. Teschls rolle som rådgiver bestod efter eget udsagn i at hjælpe velhaversken i forbindelse med retssager og holde sønnen, Erik Stener Færch, på afstand af hendes pengetank.

Samarbejdet mellem Tineke Færch og Michael Teschl endte langtfra som en dans på roser, og skilsmissen fra den i dag 87-årige ejer af en bugnende pengetank ved navn SF Gruppen lader til ikke rigtig at ville slå igennem.

I hvert fald står Teschl torsdag over for endnu en ufrivillig svingom med Færch-foretagendet, som han ellers forlod i 2012.

Han tager dog sagen med sindsro, siger han til Ekstra Bladet:

- Erik Færch og Tyge Triers nu fem år lange hetz mod mig, påvirker mig ikke nævneværdigt. Jeg er i mit arbejde som dokumentarist og undersøgende journalist vant til, at folk jeg afslører i at have lavet noget der ikke tåler dagens lys vælger at gå hårdt til angreb i forsøget på at miskreditere den, der har afsløret dem.

Michael Teschl - kendt som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 1999 - i januar, da sagen blev udsat, fordi Erik Færch var blevet syg. Foto: Linda Johansen
Michael Teschl - kendt som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 1999 - i januar, da sagen blev udsat, fordi Erik Færch var blevet syg. Foto: Linda Johansen
 

Møder ikke
Selv om det er Tineke Færch, der har stævnet sin tidligere betroede medarbejder for at have tilegnet sig et selskab, fru Færch mener tilhører hende, agter hun dog ikke selv at iføre sig danseskoene til det længe ventede retsopgør. 

- Det er ikke Tineke Færch, der møder, siger advokat Peter Paldan Sørensen, som repræsenterer SF-Gruppen, forud for retsmødet til Ekstra Bladet.

I april 2017 blev udfaldet af en årelang strid om ubetalt løn og bortvisning, at Michael Teschl fik Østre Landsrets ord for, at han ikke havde forgrebet sig på tobaksenkens pengetank.

Den i dag 87-årige kvinde blev dømt til at betale mere end en million kroner (inkl. procesrenter og sagsomkostninger) til Teschl.

Landsretsdommen var en omstødelse af en byretsdom fra 2015, hvori man vurderede, at Teschl uberettiget havde brugt 80.000 kroner af tobaksenkens penge til stiftelse af selskabet Leopoldi Holding ApS (Lilla Æske Holding, red.).

Advokat sparket ud
Allerede dengang indledte SF Gruppen med sin daværende advokat Tyge Trier kampen mod Teschl for at få fingrene i selskabet.

Landsretten lagde dog til grund, at stiftelsen og ejerskabet af selskabet var sket 'efter aftale med og accept af Tineke Færch'.

Det var Trier, som i sin tid udtog stævning mod Teschl. Sagen er dog blevet afvist tre gange, og man havde altså nu valgt at lade en ny advokat føre den. I mellemtiden er Tyge Trier blevet sparket ud af SF-Gruppen, men hvem der nu fungerer som selskabets husadvokat har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få opklaret.

Bornholmeradvokaten har ikke svaret på, hvorvidt han er den nye mand i firmaet.

Tyge Trier var i en årrække advokat for Tineke Færch. Foto: Tariq Mikkel Khan
Tyge Trier var i en årrække advokat for Tineke Færch. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Hvem møder?
Sagen, han møder i for SF-Gruppen, skulle for længst have været afgjort og var berammet i januar. Heller ikke dengang ville man lade Tineke Færch møde, men i stedet hendes søn, Erik Stener Færch.

Han var dengang tilsagt som partsrepræsentant i sin rolle som administrerende direktør i sin mors pengetank, som SF-Gruppen reelt er.

Nu er han imidlertid - igen, for det er ikke første gang - udtrådt af direktionen, og mor sidder alene på tronen i Vedbæk-villaen, hvor selskabet har adresse.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er hendes søn indkaldt som vidne. Det samme gælder Tyge Trier.

Hvem der møder, vil Peter Paldan Sørensen ikke indvie Ekstra Bladet i:

- Nu må du se i morgen (i dag, red.), for jeg har faktisk ingen kommentarer overhovedet, siger advokaten, som bekræfter, at han kender til ændringen i SF-Gruppens personkreds.

Med Michael Teschl, som i dag ernærer sig som journalist, forfatter og dokumentarist, møder advokat Karoly Németh, som i lighed med sin klient ryster på hovedet af sagen.

- Der er ikke nogen sag, det er en fuldstændig tåbelig sag, for den har landsretten allerede afgjort en gang, siger Németh til Ekstra Bladet.

87-årige Tineke Færch ejer SF-Gruppen, som bedst kan betegnes som en pengetank. Hendes søn, Erik Stener Færch, har været administrerende direktør i selskabet.  Foto: Mikkel Møller Jørgensen
87-årige Tineke Færch ejer SF-Gruppen, som bedst kan betegnes som en pengetank. Hendes søn, Erik Stener Færch, har været administrerende direktør i selskabet. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
 

Den største landsbytosse
Németh tilføjer:

- Jeg har den kommentar, at jeg kan se, at Erik Færch nu er udtrådt, og Tineke Færch kommer ikke. Det må hun selv om. Hun er også en ældre dame, som er blevet mishandlet nok, siger Németh.

Han har adskillige gange højlydt kritiseret Tineke Færchs nærmeste for kun at være ude på at køre retssager for at malke hendes selskab.

- Så skulle ham der Erik Færch være den store mester, men han er så åbenbart, som du kan se i tegningsudskriftet, smidt ud. Jeg ved ikke, om han er smidt ud, men det kunne jeg forestille mig. Erik Færch har ikke haft en skid med sagen at gøre, siger Németh, som syrligt bemærker, at han dog glæder sig til igen at stå over for SF-Gruppens tidligere advokat.

Michael Teschl (tv.), som i dag ernærer sig som journalist og forfatter, og hans advokat Karoly Németh. Foto: Linda Johansen
Michael Teschl (tv.), som i dag ernærer sig som journalist og forfatter, og hans advokat Karoly Németh. Foto: Linda Johansen
 

- Trier har ikke haft noget overhovedet med transaktionen at gøre. Alt det her er sket i salig Stuer Lauridsens (afdød professor og advokat for Tineke Færch, red.) tid. Han døde 8. januar 2013. Dengang eksisterede Trier ikke engang.

Erik Færch forklarer kort før retsmødets begyndelse, at hans mors nye rådgiver står bag hans udtræden af SF-Gruppen. Han langer også ud efter dommeren i sagen. Hun hedder Pia Petersen.

- Det er ganske interessant at vi skal i retten med Mads Berendts kone som dommer, siger Færch med reference til en årelang retssag, som hans mor i sin tid førte mod to partnere i det hedengangne advokatfirma Lind Cadovius.

Det har ikke været muligt at træffe Tineke Færch for en kommentar.

1 af 5 Michael Teschl - kendt som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 1999 - i januar, da sagen blev udsat, fordi Erik Færch var blevet syg. Foto: Linda Johansen
2 af 5 Peter Paldan Sørensen repræsenterer SF-Gruppen i sagen. Foto: Linda Johansen
3 af 5 Tyge Trier var i en årrække advokat for Tineke Færch. Foto: Tariq Mikkel Khan
4 af 5 87-årige Tineke Færch ejer SF-Gruppen, som bedst kan betegnes som en pengetank. Hendes søn, Erik Stener Færch, har været administrerende direktør i selskabet. Foto: Mikkel Møller Jørgensen
5 af 5 Michael Teschl (tv.), som i dag ernærer sig som journalist og forfatter, og hans advokat Karoly Németh. Foto: Linda Johansen
6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere