Topchef færdig i Lagkagehuset

Stopper efter at have siddet på posten siden 2015

Arkivfoto: Jakob Jørgensen
Arkivfoto: Jakob Jørgensen

Bagerkæden Lagkagehusets topchef, administrerende direktør Jesper Friis, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det bekræfter han over for Ekstra Bladet.

Jesper Friis valgte selv i foråret at stoppe af personlige årsager, men han har siddet på posten, indtil afløseren blev fundet.

- Jeg ville gerne aflevere virksomheden pænt og ordentligt, og der er en masse kærlighed og veneration for den her virksomhed og alle de mennesker, der arbejder i den. Og det er en helt vild rejse, vi har været på. Da jeg kom var der 35 butikker, og nu er der i alt 111 butikker, siger han til Ekstra Bladet.

Og hans afløser er nu fundet i Jason Cotta, der er englænder og bosat i London, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Det har været en vanvittig svær beslutning af træde tilbage. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg bliver rørt, når jeg tænker på alle de fantastiske mennesker og talenter, jeg har fået lov til at arbejde og være sammen med hver eneste dag i 5 år, siger Jesper Friis i pressemeddelelsen.

Solgt for milliardbeløb
Lagkagehuset, der i sin tid blev stiftet af Steen Skallebæk og Ole Kristoffersen, blev i sommeren 2017 solgt til kapitalfonden Nordic Capital for et milliardbeløb. Foruden 97 butikker i Danmark, har Lagkagehuset 11 butikker i England og tre i USA.

Jesper Friis har siddet i direktørstolen siden 2015.

Hans afløser, Jason Cotta, kommer fra en stilling som MD for UK & Ireland i virksomheden Costa Coffee, hvor han har været siden 2010.

- Jeg har med stor interesse fulgt Lagkagehusets udvikling de sidste par år og ikke mindst indtoget i London. Jeg er dybt imponeret over den unikke markedsposition, som Lagkagehuset på så kort tid har skabt. Jeg ser et stærkt koncept baseret på produkter og service af meget høj kvalitet med et betydeligt potentiale for yderligere vækst og ekspansion. Jeg glæder mig virkelig til at mødes og samarbejde med ledelsesteamet og de mange engagerede medarbejdere i Lagkagehuset, lyder det fra Jason Cotta i pressemeddelelsen.

Han starter officielt i stillingen mandag 26. august.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere