Trump tror ikke på historie om Kim Jong-uns dårlige helbred

Mandag skrev CNN, at USA undersøger, hvorvidt Nordkoreas leder er 'i alvorlig fare'. Donald Trump er skeptisk

Trump gjorde det i nat helt klart, at han mener, at historien om Kim Jong Uns dårlige helbred er en løgn, der er konstrueret af den amerikanske tv-station CNN. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

USA's præsident, Donald Trump, tror ikke, at historierne om Kim Jong-uns svigtende helbred er korrekte.

Det siger Trump på det daglige coronapressemøde torsdag lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Trump kritiserer også amerikanske CNN for overhovedet at have skrevet historien om Nordkoreas leder.

- Jeg tror, at historien var forkert, lad mig bare sige det sådan, siger Trump.

- Jeg hører, at de brugte gamle dokumenter.

Det var CNN, der mandag lokal tid bragte en artikel om, at amerikanske myndigheder undersøger efterretninger om, at Kim Jong-un skulle være i 'alvorlig fare' efter en operation.

Derefter har der været en stribe af modstridende medieberetninger, mens det nordkoreanske styre har været usædvanligt tavs om sagen.

Trump gentager på pressemødet også et ønske om, at det går Kim Jong-un godt.

- Vi har et godt forhold til Nordkorea. Jeg har et godt forhold til Kim Jong-un, og jeg håber, at han har det ok, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udeblev fra fødselsdagsfejring
Rygterne er blandt andet begyndt at svirre, efter at Kim Jong-un udeblev fra en markering af sin nu afdøde bedstefar Kim Il-sungs fødselsdag 15. april.

Kim Il-sung grundlagde Nordkorea i 1948, og dagen er blandt de vigtigste nationale helligdage i landet.

En af de mest detaljerede historier om Kim Jong-uns helbredsproblemer kommer fra sydkoreanske Daily NK, et onlinemedie for afhoppere fra Nordkorea.

Det skrev, at den nordkoreanske leder havde gennemgået en hjerte-kar-operation tidligere på måneden og kom sig i en villa i den nordlige Pyongan-provins.

I artiklen blev det videre beskrevet, at Kim Jong-un, som formodes at være midt i 30'erne, havde haft brug for hurtig behandling efter hjerte-kar-problemer relateret til overvægt, stress og heftig rygning.

Donald Trump har holdt møder med Kim i 2018 og 2019 i et forsøg på at overtale ham til at opgive sine atomvåben. Trump har flere gange udtalt beundring for Kim Jong-un, selv om håbet om en aftale er blevet mindre.

Information i Nordkorea er svært tilgængelig på grund af streng kontrol fra regimet. Det gælder ikke mindst oplysninger om lederen.

112 kommentarer
Vis kommentarer