TV-udbyder får bøde for ulovlige reklamer

Byretten har idømt tv-udbyderen Canal Digital en bøde på 250.000 kroner for at have vildledt forbrugerne i sin markedsføring af tv-pakker

TV-udbyderen Canal Digital er i Retten i Glostrup blev idømt en bøde på 250.000 kroner.

Det sker efter, at selskabet havde reklameret for tv-pakker til 99 kroner og 149 kroner om måneden uden dog at oplyse forbrugerne tilstrækkeligt om, at de også skulle betale en halvårlig kortservice på 389 kroner.

Sagen er helt tilbage fra 2010, hvor Forbrugerombudsmanden politianmeldte tv-udbyderen. Byrettens dom har bl.a. afventet EU-domstolens besvarelse af syv spørgsmål om de EU-retlige regler på området, som Canal Digital ønskede besvaret inden straffesagens afslutning.

Markedsføringen havde fundet sted i to tv-reklamer, tre bannerreklamer på nettet samt på Canal Digitals hjemmeside. Alle reklamerne blev vist i efteråret 2009.

- Prisen er vigtig, når forbrugerne skal vælge tv-abonnement. Derfor var det vildledende markedsføring, at Canal Digital ikke oplyste klart og tydeligt om den halvårlige kortservice. Det fik tv-pakkerne til at se billigere ud, end de var, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, i en pressemeddelelse.

I sin dom har Retten i Glostrup blandt andet lagt vægt på, at udgiften til den månedlige kortservice udgjorde en ikke ubetydelig merpris i forhold til den samlede pris på abonnementet.

Her er de ulovlige reklamer

  • En tv-reklame der fra den 1. september 2009 til den 23. november 2009 blev vist flere gange på TV 2 og på YouTube. I speaket lød det blandt andet: ”Før 149 kr. Nu til kampagnepris kun 99 kr. om måneden,”. I en grøn cirkel stod der ” Før 149,- Nu 99,- pr. md.*.” og herunder med mindre skrift ”Pris 1. år: 1.966,-.” Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype i hvid farve på en lys baggrund i bunden af skærmbilledet.
  • En tv-reklame der fra den 1. september 2009 til den 23. november 2009 blev vist flere gange på TV 2 og på YouTube. I speaket lød det blandt andet: ”Få Danmarks billigste digitale tv-pakke… til kun 149 kr. om måneden”. I en rød cirkel stod der: ”149 kr./md,*.” og herunder med mindre skrift ”Samlet pris 1. år 2.566 kr.” Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype i bunden af skærmbilledet.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september 2009 til den 31. oktober 2009 blev vist på krak.dk, og hvor der stod: ” Før 149,- Nu 99,- Pr. md.*.” og herunder med mindre skrift ” Pris 1. år: 1867”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september 2009 til den 31. oktober 2009 blev vist på Facebook, og hvor der stod: ”Nu kun 99kr./måned”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice og den samlede pris på abonnementet.
  • Bannerreklame, der fra den 1. september til den 19. december 2009 blev vist på berlingske.dk, og hvor der stod: ”Canal Digital - TILBUD. 23 digitale kanaler og 3 HD-kanaler i stjernekvalitet – 99 kr./md. www.canaldigital.dk”, uden at der samtidig blev oplyst om den halvårlige kortservice og den samlede pris på abonnementet.
  • Canal Digitals hjemmeside den 12. oktober 2009, hvor selskabet udbød en tv-pakke med teksten: ” Før 149 kr,- . Nu 99,- pr- md-*.” og herunder med mindre skrift ”Pris 1. år: 1867,-”. Oplysningen om den halvårlige kortservice fremgik med mindre skrifttype længere nede på siden samt i bunden af siden under forudsætninger for tilbuddet.

29 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere