Tyske hospitaler tager kritisk corona-syge fra Italien

Som det første land tager Tyskland imod syge fra Italiens overfyldte hospitaler. Også Frankrig får hjælp

Tyskland har taget imod corona-syge fra Italien og Frankrig. Tyske hospitaler vil hjælpe, så længe de har kapacitet til det. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Tyskland har taget imod corona-syge fra Italien og Frankrig. Tyske hospitaler vil hjælpe, så længe de har kapacitet til det. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Italien rækker hånden ud efter hjælp - og Tyskland griber den.

Alvorligt syge patienter smittet med coronavirus får nu behandling på hospitaler i Tyskland, som har tilbudt at stille fri kapacitet til rådighed - så længe de kan.

Det italienske sundhedsvæsen er helt i knæ, efter at epidemien har raset i landet i halvanden måned. Over 60.000 er konstateret smittet i Italien, og flere end 6000 med smitten er omkommet.

De første seks patienter fra Italien blev tirsdag fløjet til den tyske by Leipzig i delstaten Sachsen.

Ti patienter - også fra Italien - ventes i de nærmeste dage på hospitaler i Nordrhein-Westfalen.

- Vi må udvise solidaritet på tværs af Europa. Vi må værne om den europæiske ånd, siger ministerpræsident Armin Laschet i Nordrhein-Westfalen.

To af patienterne, som tirsdag landede i Leipzig, er begge 57-årige kritisk syge mænd, som flyttes fra intensivafdelingen på et hospital i Bergamo.

Bergamo har været en af de værst ramte byer i hele Europa, siden spredningen af coronavirus tog fart i løbet af februar.

Italienske læger har sagt, at de har været nødt til at foretage en hård prioritering mellem patienterne, da man ikke kan håndtere så mange alvorligt syge på en gang.

Tyskland er også ramt af coronavirus. Landet har 27.000 bekræftede tilfælde. 114 med coronavirus er omkommet.

Sundhedsmyndighederne i Tyskland forventer dog en stigning, også efter at landet har indført strenge tiltag for at stoppe spredningen af virus.

Den tyske regering støtter hospitalerne økonomisk med en plan, der skal fordoble kapaciteten. Tyskerne har aktuelt 28.000 intensive sengepladser.

Tyskland tog tirsdag også imod patienter fra Frankrig.

- Vi har stadig tre, fem eller syv dage, før vi rammer den store bølge, siger talsmand Hartmut Bueckle på et universitetshospital i Freiburg.

- Den tid vil vi udnytte til at hjælpe vores franske naboer, så længe vi kan.

Freiburg ligger tæt på grænsen til det østlige Frankrig, som har været hårdt ramt. En af de franske patienter er flyttet fra et hospital i Colmar, hvor presset på intensivafdelingen er så stort, at de ikke kan tage flere.

9 kommentarer
Vis kommentarer