Tyskland til Trump: Jeres soldater er vigtige for os og jer

Amerikanske styrkers tilstedeværelse er vigtig for sikkerheden i USA, Tyskland og EU, siger Nato og minister

- Vi mener, at den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland er vigtig for ikke blot Tysklands sikkerhed, men også for amerikanernes og ikke mindst for Europa, siger udenrigsminister Heiko Maas under et besøg i Polen tirsdag. Foto: Pool/Reuters
- Vi mener, at den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland er vigtig for ikke blot Tysklands sikkerhed, men også for amerikanernes og ikke mindst for Europa, siger udenrigsminister Heiko Maas under et besøg i Polen tirsdag. Foto: Pool/Reuters

Præsident Donald Trumps beslutning om at trække knap 10.000 amerikanske soldater hjem fra Tyskland er tilsyneladende ikke en, som han på forhånd har diskuteret indgående med den tyske regering.

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, fortæller tirsdag, at han ikke har fået noget at vide om detaljerne.

- Vi mener, at den amerikanske tilstedeværelse i Tyskland er vigtig for ikke blot Tysklands sikkerhed, men også for amerikanernes og ikke mindst for Europas sikkerhed, siger Maas under et besøg i Polen.

Budskabet er det samme fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde før et møde mellem alliancens forsvarsministre onsdag og torsdag.

- Min besked er, at USA's tilstedeværelse er god for Europa. Men den er ikke alene god for Nordamerika og USA. Det handler ikke alene om at beskytte Europa, men også om at beskytte amerikansk magt ud over Europa, siger han.

Stoltenberg siger, at han drøftede sagen med Trump i sidste uge.

De amerikanske soldaters tilstedeværelse er desuden af stor betydning for Polens sikkerhed, understreger landets udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, på pressemødet med Maas i Warszawa.

Polen er modsat Tyskland mere i kridthuset hos Trump, da Polen lever op til det fælles Nato-mål om forsvarsudgifter.

Mandag sagde Trump på et pressemøde, at han ville reducere antallet af soldater i Tyskland fra 52.000 til 25.000. Begrundelsen var, at tyskerne opfører sig 'dårligt' på handelsområdet.

Det amerikanske forsvarsministerium har siden præciseret, at der er mellem 34.000 og 35.000 soldater i landet.

Samtidig mener den amerikanske præsident, at Tysklands bidrag til Nato er alt for lille. Tyskland lovede sidste år at øge sit bidrag markant.

- Der er blevet sagt, hvad der er blevet sagt, fra USA og præsidenten. Men det er endnu ikke meldt ud, hvordan og hvornår denne beslutning bliver ført ud i livet, siger Jens Stoltenberg.

USA har haft militære styrker udstationeret i Tyskland siden afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945.

Trump har længe klaget over, at allierede i Europa bruger for få penge på forsvar, og USA løfter en for stor byrde for europæerne.

25 kommentarer
Vis kommentarer