USA og nye midler er med til at give Novo stor salgsvækst

Et øget salg i det store nordamerikanske marked har sidste år været med til at løfte Novo Nordisks resultater

Novo Nordisk i Bagsværd. Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix
Novo Nordisk i Bagsværd. Foto: Stine Tisvilde/Ritzau Scanpix

Et stigende salg rundt i hele verden har sidste år været med til at give en større omsætning hos den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk.

Seneste årsregnskab viser en samlet omsætning på 122 milliarder kroner. Det er ni procent højere end året før.

Alene i den nordamerikanske forretning, som udgør omkring halvdelen af den samlede omsætning hos Novo Nordisk, er salget steget med seks procent i det seneste år.

I regnskabet udtrykker Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør hos Novo Nordisk, stor tilfredshed med den finansielle udvikling i 2019.

- Resultaterne reflekterer en accelereret salgsvækst i vores internationale forretning og en stærk lancering af Ozempic i særligt det nordamerikanske marked og det europæiske marked, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Novo Nordisks hovedbygning i Bagsværd. Foto: Stine Tidsvilde Krop og træning Novos store satsning: Slankemiddel er fremtiden

Diabetesmidlet Ozempic er udset som selskabets helt store sællert for årene, der kommer.

Alene sidste år solgte midlet for 11,2 milliarder kroner. Det var derved en del mere end de 1,8 milliarder kroner, midlet solgte for i 2018.

Ozempic blev imidlertid også først sendt på markedet i starten af 2018. Siden er det blevet lanceret i mere end 20 lande. Det er i en version, hvor patienter med diabetes skal stikke sig i huden.

Novo Nordisk er også ved at introducere en udgave af Ozempic i pilleform.

Pillen, der har fået navnet Rybelsus, skal blandt andet gøre det markant lettere for diabetikere at tage deres medicin.

Pillen blev godkendt af de amerikanske myndigheder i september og er kommet på markedet i slutningen af 2019.

Derfor er salget af Rybelsus også stadig meget beskedent.

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere