Verdensbank spår værste recession i 150 år på grund af pandemi

Verdensøkonomien ventes ifølge Verdensbanken at skrumpe 5,2 procent i 2020 som følge af global coronapandemi

Verdensøkonomien står over for det værste kollaps i 150 år på grund af de omfattende konsekvenser af den globale coronapandemi.

Verdensbanken venter således, at den globale økonomi i 2020 vil skrumpe med 5,2 procent. Det er det største fald i 80 år.

Antallet af lande, der er ramt af recessionen, gør dog krisen til den største siden 1870, skriver Verdensbanken i en rapport, der er offentliggjort mandag.

- Dette er en særdeles nedslående udsigt med en krise, der formentlig vil give langvarige ar og give massive globale udfordringer, siger talsmand for Verdensbanken Ceyla Pazarbasioglu.

Den økonomiske krise vil ifølge Verdensbanken drive mellem 70 og 100 millioner mennesker ud i ekstrem fattigdom.

Udsigten for 2021 ser ifølge Verdensbanken noget lysere ud. Men en ny opblussen af pandemien risikerer at spolere genopretningen af den globale økonomi.

Det er ifølge Verdensbanken svært at måle konsekvenserne af en globale pandemi på verdensøkonomien. Derfor er forudsigelserne forbundet med stor usikkerhed.

Konsekvenserne kan således blive værre end de 5,2 procents tilbagegang. I værste tilfælde kan verdensøkonomien skrumpe med otte procent i 2020, hedder det i rapporten.

Verdensbankens spådom er væsentligt mere dyster end en vurdering fra Den Internationale Valutafond (IMF). Den forudsagde i april, at verdensøkonomien ville skrumpe med tre procent i 2020.

Verdensbanken er baseret i Washington og arbejder for at bekæmpe fattigdom - blandt andet ved at yde lån til udviklingsprojekter.

3 kommentarer
Vis kommentarer