Vestager foreslår kontrol med udenlandsk statsstøtte i EU

Der er behov for mere kontrol med statsstøtte fra udlandet, som i stigende grad påvirker EU, siger kommissær

- Vi har brug for de rette værktøjer til at sikre, at udenlandsk statsstøtte ikke forstyrrer vores marked, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en skriftlig udtalelse. Foto: Pool New/Reuters
- Vi har brug for de rette værktøjer til at sikre, at udenlandsk statsstøtte ikke forstyrrer vores marked, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en skriftlig udtalelse. Foto: Pool New/Reuters

Statsstøtte fra tredjelande forstyrrer den åbne økonomi i Europa, og det skal EU-Kommissionen forsøge at bringe orden i - men først indledes en høring.

Kommissionen har onsdag fremlagt en hvidbog om 'udenlandsk statsstøtte' til virksomheder i EU. Med den sættes en ramme for høringsprocessen.

Målet er, at processen skal give indspark til EU-Kommissionen, som i 2021 vil fremsætte lovforslag.

- Vi har brug for de rette værktøjer til at sikre, at udenlandsk statsstøtte ikke forstyrrer vores marked, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, i en skriftlig udtalelse.

Af EU-traktaten fremgår regler for, hvad der er ulovlig og lovlig statsstøtte i EU's lande. Der findes derimod ingen regler for statsstøtte til virksomheder i EU fra tredjelande. Altså lande uden for EU.

Den slags støtte spiller en stadig større og forstyrrende rolle, mener Vestager og de øvrige kommissærer.

Det handler ifølge EU-Kommissionen i bund og grund om fair spilleregler. Man vil eksempelvis forsøge at bremse, at statsstøtte fra udlandet forstyrrer den fri konkurrence i forhold til at vinde offentlige kontrakter.

Der har desuden længe været betydelig bekymring over statsstøttede kinesiske opkøb i EU.

Det var et emne, der - uden at Kina blev nævnt i konklusionerne - blev diskuteret af EU's stats- og regeringschefer på et møde i marts sidste år.

Det blev besluttet, at EU-Kommissionen skulle udarbejde forslag til at imødegå problemet. Inden udgangen af 2019.

- Vores åbenhed bliver i stigende grad udfordret af den måde, udenrigshandlen fungerer på - herunder statsstøtte - som forstyrrer de fair spilleregler for virksomheder i EU, siger EU's handelskommissær, Phil Hogan.

Der er 'huller i lovgivningen', mener EU-Kommissionen. Med hvidbogen fremføres idéer til, hvordan disse kan dækkes af ny lovgivning.

Hvidbogen sætter fokus på tre områder.

Det første handler om udenlandsk statsstøtte i EU's indre marked i almindelighed. Det andet omhandler opkøb af virksomheder i EU. Det tredje drejer sig om offentlige indkøb.

Høringsprocessen løber til 23. september i år.

6 kommentarer
Vis kommentarer