Vestas-direktør stopper efter seks år

Henrik Andersen afløser Anders Runevad som ny administrerende direktør for vindmøllekoncernen Vestas

59-årige Runevad fortsætter i selskabet frem til midten af næste år. Foto: Lars Krabbe
59-årige Runevad fortsætter i selskabet frem til midten af næste år. Foto: Lars Krabbe

Den danske vindmøllekoncern Vestas får ny administrerende direktør 1. august.

Selskabet oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at svenske Anders Runevad til den tid stopper efter seks år på posten.

Han afløses af Henrik Andersen, der lige nu er koncernchef for Hempel A/S, men også har været medlem af Vestas' bestyrelse i seks år.

59-årige Runevad fortsætter i selskabet frem til midten af næste år, så der sker en glidende overgang.

Han mener, at det giver god mening at foretage et direktørskifte nu.

- Efter at have gennemført transformationen samt implementeret og gennemført vores ”profitable growth”-strategi og bragt vindenergi op på niveau med fossile energikilder, har Vestas påbegyndt en ny fase.

- Jeg er stolt over at overlade et selskab i god form. Et selskab, som vil drage fordel af en ny leders perspektiver, siger han i meddelelsen.

Valget af Henrik Andersen skal ifølge bestyrelsesformand Bert Nordberg sikre kontinuitet i den succesfulde virksomhed.

- Henriks veldokumenterede evner til at opbygge og transformere globale virksomheder vil være et stort aktiv for Vestas på virksomhedens vej mod globalt lederskab inden for bæredygtige energiløsninger, siger han.

Meddelelsen om chefskiftet kommer forud for det regnskab for første kvartal i år, som offentliggøres onsdag morgen.

Det er anden gang, at Vestas kigger i Hempels retning, når der skal udpeges en ny topchef. Hempel er en dansk virksomhed, der producerer maling.

Runevads forgænger, Ditlev Engel, arbejdede 20 år hos Hempel og var administrerende direktør for selskabet, da han blev headhuntet til posten som topchef i Vestas.

Vestas er de seneste år kommet på ret køl, efter at selskabet i årene 2011 til 2013 var ramt af en økonomisk krise og havde store underskud.

Vestas leverer vindmøller og havvindmøller til kunder i hele verden. Virksomheden har omkring 24.500 ansatte og har afdelinger i 79 lande.

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere