Vil straffe kendt komiker med konkurskarantæne

Den konkursramte komiker Omar Marzouk skal have konkurskarantæne, hvis det står til Kammeradvokaten. Selv kalder han det 'urimeligt'

Omar Marzouk har ikke haft styr på sin økonomi og kan nu ende med at få konkurskarantæne. Foto: Per Folkver/Ritzau Scanpix
Omar Marzouk har ikke haft styr på sin økonomi og kan nu ende med at få konkurskarantæne. Foto: Per Folkver/Ritzau Scanpix

Ofte er det spekulanter og svindlere, som pålægges den såkaldte konkurskarantæne, hvis de har udvist 'groft uforsvarlig forretningsførelse'.  

Men nu kan den kendte komiker Omar Marzouk, der i 2019 gik konkurs med sit tv-selskab Just a Head Aps grundet en skattegæld på 1,3 mio. kr., også risikere at få forbud mod at være direktør i en virksomhed, hvor han ikke hæfter personligt selv.

Det mener statens advokat - Kammeradvokaten - der med Boris Frederiksen som kurator i boet har indstillet Marzouk til at blive pålagt konkurskarantæne.

Det fremgår af den seneste kreditorredegørelse for konkursboet efter Just a Head Aps. Her står der også, at skifteretten har imødekommet indstillingen, hvorfor der nu vil blive startet en retssag.

Årrække af problemer
Ønsket om konkurskarantænen sker på baggrund af flere kritisable forhold, som Kammeradvokaten beskriver i sin redegørelse.

Blandt andet var der ikke 'sket korrekt afregning af skatter og afgifter, herunder særlig A-skat, AM-bidrag og moms over en længere periode'. Derudover var der blevet taget ulovlige aktionærlån, og bogføringen var 'ufuldstændig', hvorfor den ikke overholdt loven.

- Ud fra en samlet vurdering af de beskrevne forhold har vi indstillet, at det bør afklares ved en retssag, om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse. Det har skifteretten tiltrådt, siger Boris Frederiksen.

Ekstra Bladet har tidligere kunnet fortælle, at der i det konkursramte selskabs 11-årige levetid har været fem sager om ulovlige aktionærlån for en samlet sum af 1,5 millioner kroner. Derudover har der de sidste syv år i streg været flere overtrædelser af bogføringsloven. Dertil kommer ubetalt skat og moms.

'Totalt urimeligt'
Omar Marzouk har ikke meget forståelse for, at han nu kan risikere at få konkurskarantæne.

- Jeg synes, at det er totalt urimeligt. Jeg er jo bare gået på røven med mine egne penge. Jeg har sørget for, at ingen andre led last - jo selvfølgelig statskassen, men dér har jeg virkelig lagt mange millioner igennem årene. Så jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg skal have karantæne, siger han til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Omar Marzouk har med egne ord 'i hvert fald betalt 20 mio. kr. i skat' i løbet af sin erhvervskarriere, hvorfor han ikke mener, at det er fair, at han nu kan risikere at få konkurskarantæne. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Omar Marzouk har med egne ord 'i hvert fald betalt 20 mio. kr. i skat' i løbet af sin erhvervskarriere, hvorfor han ikke mener, at det er fair, at han nu kan risikere at få konkurskarantæne. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

- Du har jo ikke haft styr på økonomien, og sådan har det været i mange år. Kan du heller ikke forstå det, når man kigger på de ting, der lovmæssigt ikke har været i orden?

- Jeg har jo ikke snydt eller bedraget. Jeg har ikke haft styr på mine regnskaber, og hvis økonomien havde været bedre, havde jeg nok også haft styr på det ved at hyre én til at gøre tingene for mig.

- Men konkurskarantæne er for folk, der spekulerer og snyder med moms og åbner og lukker firmaer. Det har jeg jo ikke gjort. Jeg har bare forsøgt at drive min virksomhed, og af forskellige årsager er det gået galt, så jeg synes ikke, at det er berettiget, siger Marzouk, der vil kæmpe sin sag i retten.

- Jeg har ikke råd til en advokat, men jeg har da tænkt mig at møde op og tale min sag, siger han.

Artiklen fortsætter under grafen ...

Erkendelse
Komikeren erkender dog ligesom tidligere, at der ikke har været godt nok styr på økonomien.

- Jeg må medgive, at jeg ikke har haft styr på bilagene og de ulovlige aktionærlån. Det må jeg blankt erkende. Men det er jo mig, der er i minus. Det er mig, som har smidt en masse private penge ind for at prøve at redde det selskab. Så jeg forstår ikke, at jeg ligger andre til last.

- Men der er jo skat, der ikke er blevet betalt?

- Det er rigtig nok. Men hvis man ser på min erhvervskarriere, er der et ud af fire selskaber, som er gået konkurs. De andre lever stadig. Så fra statskassens synspunkt er jeg jo en virkelig god i investering. Og så giver det da ikke mening at sætte mig i karantæne i tre år.

Hvad er konkurskarantæne?

De nuværende regler for konkurskarantæne blev indført i 2014 for at bekæmpe såkaldte konkursryttere, der spekulerer i konkurser for egen vindings skyld

Man kan pålægges konkurskarantæne, hvis man på grund af 'groft uforsvarlig forretningsførelse' vurderes uegnet til at deltage i ledelsen af en virksomhed.

Idømmes man konkurskarantæne må man i en periode ikke deltage i ledelsen af en virksomhed, hvori man ikke hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelse.

Typisk vil man blive pålagt konkurskarantæne i tre år

Det er kurator i et konkursbo, som beslutter, om man skal indstilles til konkurskarantæne. Accepterer skifteretten indstillingen vil sagen senere blive taget op

229 kommentarer
Vis kommentarer