Mens nogle europæiske lande lemper coronarestriktioner, søger andre at stramme dem yderligere.
Danmark og Østrig blev onsdag de seneste lande til at varsle lempelser af coronarestriktioner.
Artiklen fortsætter under videoen...
Det er også blevet set i Storbritannien, Irland og Holland, mens lande som Tjekkiet, Polen og Ungarn kæmper med høje smittetal og strammer restriktionerne.
I Tyskland denne uge blev forbundskansler Olaf Scholz og landets 16 delstatsleder enige om at forlænge de gældende restriktioner i hvert fald til midten af februar.
Restriktionerne betyder blandt andet, at kun personer, som har fået et booster-stik eller testes negative for corona, har adgang til barer og restauranter.
Samtidig blev der diskuteret forslag om, hvordan myndighederne enten kan kræve eller kraftigt opmuntre flere til at blive vaccineret.
I Polen skal alle ældre skoleelever fra torsdag modtage fjernundervisning. I Sverige forlængede myndighederne de gældende restriktioner med to uger.
Efter de to uger vil Sverige dog se på at lempe restriktionerne.
- Hvis vi på det tidspunkt ser stabilisering og flere vaccinationer, så kan vi fjerne restriktionerne, sagde den svenske socialminister, Lena Hallengren, onsdag.
I Østrig er en nedlukning for ikkevaccinerede blevet lempet onsdag. Ifølge myndighederne i landet kunne det ikke længere retfærdiggøres, da der på det seneste er kommet færre coronasmittede på hospitalerne.
Dog vil vaccinerede stadig blive udelukket fra en række fritidsaktiviteter.
I Danmark bliver alle coronarestriktioner skrottet fra næste uge. Det betyder blandt andet, at natklubber må genåbne, og restauranter har lov at servere alkohol efter klokken 22.
Tiltagene følger lignende meldinger fra Storbritannien, Irland og Holland den seneste uge.
Blandt årsagerne til lempelserne er antallet af coronarelaterede indlæggelser og dødsfald er lavere end frygtet, selv om at smittetallene er høje som følge af omikronvarianten.
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, sagde tidligere denne måned, at omikron forårsager mindre alvorlig sygdom end tidligere varianter, men at den fortsat er farlig for særligt uvaccinerede.
Østeuropa har nogle af Europas laveste vaccinationsrater. Især Rumænien og Bulgarien har oplevet mange coronarelatede dødsfald omkring årsskiftet.