Familier: Derfor dropper vi au pairen

Færre au pairs skyldes en lang række ting, og konsekvensen kan blive mere sort arbejde, siger au pair-familier

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Har du fravalgt au pairen, eller er du au pair og er blevet fravalgt på grund af lønstigningen, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Bureaukrati, trætte au pairs, bedragere og så selvfølgelig lønstigningen.

Der er flere grunde til at færre vælger at få en au pair i hjemmet, mener Ekstra Bladets læsere med au pair-erfaringer. Alle savner de en mere nuanceret debat om au pairs.

- Vi er en af de familier, der nu har fravalgt au pair. Ikke på grund af lønstigningen, den er det mindste af problemerne, men på grund af det bureaukrati, som for mig at se vanskeliggør processen med at få au pair ganske betydeligt, skriver en læser, som ønsker at være anonym.

Læseren har måtte betale ansøgningsgebyr på 2600 kroner og forsikring på 6100 kroner flere gange, fordi der gik kuk i bureaukratiet.

Lønstigningen
Danske børnefamilier er tilsyneladende ikke parat til at punge ud med 4000 kroner om måneden til en au pair, der gør rent, stryger tøj og passer børn. 2015 tegner til at sætte bundrekord for au pairs, og det sker, efter at en ny lov har givet au pair-piger mere i løn og pålagt værtsfamilier at betale både flybilletter, danskundervisning og diverse forsikringer.

En familie vil fravælge au pairs, fordi det med en lønstigning på 800 kroner om måneden så bliver for dyrt.

- Vi har pt en au pair på den gamle ordning, men vil fravælge det på den nye ordning. Dette skyldes selvfølgelig lønstigningen, og at vi skal betale yderligere 5000 kroner til ordningen for at få dansk undervisning.

- Og ja man kan da godt mene, det er billig arbejdskraft, men au pairen bor hos os, får kost og logi og oveni 3200 kroner i lommepenge, skriver en læser, som også ønsker at være anonym.

Sort rengøring
- Så vi er rigtig ærgerlig over, at ordningen er blevet forhøjet og må med stor sandsynlighed ty til sort rengøringshjælp, når vores nuværende au pair forsvinder, skriver læseren.

En anden læser har oplevet at blive snydt af au pairs, som efter to måneder stak af med nye kærester, skriver hun til Ekstra Bladet.

Det handler om at feste
- Jeg har oplevet at blive snydt, og jeg har oplevet, hvordan au pairen slet ikke var interesseret i at være en del af familien, skriver vedkommende.

- Det handlede meget mere om at feste, og hun så os som hendes 'sugar familiy'.

Udbrændt
Andre au pairs knokler så hårdt med at tjene sorte rengøringspenge til familien derhjemme, at de ikke orker at hjælpe til hos familien.

- Vi har oplevet au pairs, som kom mere for at tjene sorte penge ved at gøre rent hos andre familier og derfor var fuldstændig udbrændte og slet ikke interesseret i vores familie.

- Som netop sagde nej til ture i Tivoli, Zoo eller stranden, fordi de dermed kunne tjene penge andre steder, mens de ikke skulle være sammen med familien, skriver kvinden.

LÆS OGSÅ: Nordsjællandsk au pair tvunget i stuepige-uniform

Bange for stempel
Rigtig mange har også gode erfaringer med au pairs, men ingen vil stå frem. De er alle bange for at få stemplet for at være en rige liderbasser, der udnytter den billige arbejdskraft.

- Jeg tror rigtig mange, som ikke har prøvet at have au pair, har en mening om det (mig selv inklusive, før vi fik au pair), og da jeg så først var igennem møllen, så må jeg indrømme, at jeg godt nok føler anderledes i dag, skriver en læser.

LÆS OGSÅ: Ny lov: Gravide au pairer risikerer enkeltbillet til Manila

En læser vil gerne stille sig frem. Christian Frederiksen har haft au pair i et års tid på den tidligere ordning, fordi begge forældre arbejder i en grad, så de ikke kan hente børn fem dage om ugen.

- Jeg synes, det er en usund debat, og da ingen familier vil fremstilles i pressen med risiko for at blive stemplet som rige eller usympatiske udnyttere, skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

I årets første fem måneder er der kun givet opholdstilladelse til 671 au pairs, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. En fremskrivning af tallet til resten af året viser, at kun cirka 1600 au pairs får ophold i Danmark i år.

Det vil være mindst 300 færre sammenlignet med 2014, hvor 1908 au pairs fik opholdstilladelse i Danmark.

LÆS OGSÅ: Au pair-piger får mere fri og flere lommepenge

Billig arbejdskraft
Fagforbundet FOA mener, at faldet i opholdstilladelser vidner om, at mange danskere har betragtet au pairs som billig arbejdskraft.

- Det er kedeligt, at beskedne forbedringer af au pair-ordningen afholder nogle velhaverfamilier fra at bruge ordningen. Det sender et signal om, at mange velstillede danskere har været ude efter en ekstremt billig arbejdskraft i deres hjem. Og for mig at se har det også været en regulær udnyttelse af den billige arbejdskraft, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅ: Au pair-bonus: 10.000 for at undgå graviditet

SF: Au pair er underbetalt arbejdskraft
Ifølge SF's arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge er antallet af opholdstilladelser til au pairs ved at finde et mere naturligt leje, end da der var tæt på 3000 om året.

LÆS OGSÅ: Borgerliges frygt: Au pair-ordning bliver for rigmænd

SF-politikeren fremhæver, at den nye lovgivning er et fremskridt, men at der stadig er lang vej til, før SF klapper i hænderne.

Au pair familien med Christian Frederiksen er uenig i FOA og politikernes måde at se ordningen. Han henviser til, at au pairs for 25 timers arbejde om ugen og betalt fem ugers ferie, får samme penge som 80 timers arbejdsuge i Hong Kong.

- Sandheden er at Danmark er i top to sammen med Norge, når det gælder det bedste sted at komme hen som au pair, skriver han.

'Vores au pair brødføder og betaler for hendes to yngre brødres uddannelse og lægeomkostninger samt for niecens skoleudgifter. I min optik er det den bedste ulandsbistand der findes - beløbet går ubeskåret til hjælp, og bilateralt får vi en værdsat hjælp i hverdagen,' skriver Christian Frederiksen.

Rige har stadig råd til au pair
Projektleder i Kirkernes Integrations Tjeneste, Hans Henrik Lund, tror ikke, at faldet af opholdstilladelser til au pairs fortsætter.

- Der har været stor usikkerhed omkring den nye lov, men nu kender familierne vilkårene, og jeg forventer, at der vil være flere ansøgninger i efteråret. For mange velhaverfamilier betyder en lønstigning på knap 1000 kroner om måneden til au pairen ikke alverden, og de vil fortsat have råd til at bruge ordningen, siger han.

FOA vil fortsat presse på for at få anerkendt au pair-ordningen som en arbejdsmarkedsordning og ikke kulturel udveksling.

- Au pairs får fortsat en meget, meget lav lommepengeydelse, og når vi gør regnebrættet op, står arbejdsgiveren stadigvæk urimeligt stærkt i forhold til au pair, siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅ: Rige familier i panik: vores tjenestepiger stikker af

Har du fravalgt au pairen, eller er du au pair og er blevet fravalgt på grund af lønstigningen, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

1 af 2 Foto: Nima Stock
2 af 2 (Foto: Colourbox)
133 kommentarer
Vis kommentarer