Første fly er lettet fra Bruxelles-lufthavn

Lufthavnen genåbnede søndag. Et fly til København mandag morgen er blandt de første afgange

Skal du med flyet til København fra Bruxelles mandag? Send os et tip på 1224@eb.dk.

Det første fly er lettet fra den terror-ramte Zaventem-lufthavn i Bruxelles, der har været lukket siden angrebene 22. marts. Det skriver AP.

Her letter det første fly. (Video: AP).

De første tre afgange fra den genåbnede lufthavn søndag er mest symbolske. Det første fly var en Brussels Airlines-afgang til Faro i Portugal. De to andre fly er til Turin i Italien og Athen i Grækenland. Mandag morgen er et fly til København blandt de første afgange.

- Denne genopstart, selv om den kun er delvis, er et tegn på håb, sagde lufthavnsdirektør Arnaud Feist.

I løbet af de kommende dage bliver antallet af flyvninger øget, men kun til cirka en femtedel af kapaciteten. Det svarer ifølge the Guardian til 800 til 1.000 passagerer i timen. Lufthavnsledelsen håber at komme op på fuld kapacitet til sommerferietrafikken i juli.

Passagererne i Bruxelles skal igennem ekstra sikkerhedstjek i et midlertidigt, telt-lignende område, før de bliver lukket ind i lufthavnen. Den tidligere afgangshal blev ødelagt ved bombeeksplosionen 22. marts.

Kun passagerer med billetter og legitimation vil blive lukket ind i check-in området efter deres bagage er blevet tjekket.

Myndighederne vil derudover scanne nummerpladerne på alle biler, der kører mod lufthavnen og politiet vil lave stikprøvekontroller af køretøjer i lufthavnsparkeringen. 

Politiet har insisteret på strengere sikkerhedskontrol og betjentenes fagforening havde truet med at strejke, hvis ikke sikkerheden blev øget.

Israels lufthavnskontrol blandt verdens strengeste

Lufthavnsmyndigheder i flere lande diskuterer i øjeblikket, om man skal indføre sikkerhedstjek ved indgangen til lufthavnene.

Det var ikke umiddelbart muligt at fange en talsmand for Københavns Lufthavn til en kommentar.

I Israels Ben Gurion-lufthavn har man undgået terror ved at indføre nogen af verdens skrappeste sikkerhedskontroller. Her skal alle køretøjer gennem et sikkerhedstjek, hvor bevæbnede vagter gennemsøger køretøjet og snakker lidt med føreren og passagererne for at få en fornemmelse af deres humør og intentioner. Bilerne bliver vejet og bagagerummet bliver kørt igennem røntgen.

Inde i lufthavnen går civilklædte betjente rundt i terminalen og der er skjulte kameraer overalt. Bevæbnede vagter holder også her øje med folk, der går ind og ud. Hvis nogen opfører sig mistænkeligt, går vagterne hen og starter en samtale med dem.

Før afgang bliver folk afhørt af trænede sikkerhedsagenter.

Skal du med flyet til København fra Bruxelles mandag? Send os et tip på 1224@eb.dk.

1 af 2 Zaventem-lufthavnen i Bruxelles genåbner søndag.
2 af 2 Et Brussels Airlines fly blev det første til at lette efter Bruxelles-lufthavnen Zaventem genåbnede søndag. Lufthavnen har været lukket siden terrorangrebet 22. marts. (AP Foto/Geert Vanden Wijngaert)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere