To formodede jihadister - deriblandt en lokal kommandant - er blevet tilbageholdt efter en massakre på mindst 132 mennesker i Burkina Faso. Det oplyser anklagemyndigheden i det vestafrikanske land til AFP.
Angrebet på landsbyen Solhan den 4. juni blev udført af teenagedrenge.
- Børn, der dræber, siger den amerikanske FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield.
Massakren var den blodigste i Burkina Fasos seks år lange krig mod jihadister, som i 2015 trængte ind i den forarmede Sahel-nation fra nabolandet Mali.
De to anholdte jihadister, Mano Tidjani og Woba Dikour, er begge 28 år.
De efterforskes for en lang række forbrydelser, som er knyttet til terrorisme, oplyser den statslige anklager Emile Zerbo.
Lokale kilder siger, at 160 mennesker blev dræbt ved massakren - heriblandt 20 børn.
- Den bevæbnede gruppe? Den bestod mest af 12-14-årige. Det er børn, som ofte ikke er højere end det gevær, som de bærer rundt på, siger Thomas-Greenfield.
Hun tilføjer, at børnene lærer at begå krigsforbrydelser, førend de kan tælle.
Massakren var motiveret af plyndring. De anholdte er medlemmer af jihadistgruppen Gsim, der er tilknyttet al-Qaeda.
De mange ofre er fundet i tre forskellige massegrave i landsbyen Solhan, der ligger i den nordøstlige del af det afrikanske land.
Der er tale om et af de blodigste angreb i Burkina Faso i de seneste år. Efter drabene brændte gerningsmændene flere huse og en markedsplads ned.
FN's generalsekretær, António Guterres, har fordømt blodsudgydelserne i kraftige vendinger.
Ifølge FN er Sahel-regionen en af de mest alvorlige humanitære kriser i verden. 29 millioner mennesker i regionen har brug for hjælp og beskyttelse, meddelte FN i sidste uge.
ritzau/AFP