Har du haft oplevelser med usikre harddiske? Skriv til os på 1224@eb.dk /sms til 1224 (koster alm sms-takst) eller send en mail til friadgang@eb.dk.
I blå badedragt og orange badevinger tripper en lille pige tværs over klinkegulvet i svømmehallen. Hun forsvinder ud af skærmbilledet fra overvågningskameraet. Straks efter kan Ekstra Bladet konstatere, at kameraet drejer, og linsen igen fanger pigen.
Uden at hun, forældrene eller ejeren af svømmehallen ved det, bliver hun forfulgt af en ukendt person på internettet. Han har nemlig kunne tage kontrol over svømmehallens overvågningskamera, fordi det ikke er beskyttet med et kodeord.
Europol advarer: Pædofile har fri adgang til danske børn på nettet
Kameraet med fri udsigt over babybassin og svømmebaner sidder i ferielandet Nordstrand ved Frederikshavn, og ejeren af det populære ferieland og campingplads Mogens Sønderkjær er rystet over, at film fra svømmehallens kamera er frit tilgængelig via internettet.
- Det er ikke noget, vi har tænkt over, da vi satte det op. Jeg kunne ikke tro, at kameraet bare sendte videoen offentligt ud, siger han.
Han forklarer, at han tidligere har undret sig, når overvågningskameraet drejede, men han troede - fejlagtigt - at det var teknikken, som drillede.
- Jeg talte med min edb-mand om problemet. Vi blev enige om, at kameraet nok blev påvirket af fugten fra svømmehallen og derfor flyttede sig.
Nye råd: Undgå uønsket overvågning i hjemmet
Det var ikke tilfældet. I stedet har internetbrugere fra hele verden haft adgang til at følge børnenes bevægelser.
- Jeg er ked af det. Vi har ikke en livredder i svømmehallen, så vi skruede et kamera op for at holde øje med sikkerheden. Vi har sat det op med de bedste hensigter i verden, siger Mogens Sønderkjær.
Efter Ekstra Bladets besøg har ferielandet fået kode på kameraet, så det ikke længere kan tilgås af andre end personalet på området.